På tvende beene? Eksperiment og virkelighed - Holberg

Bjørn Andersen På tvende beene?
23 - Den holbergske og den kierkegaardske dialektik
Nok talte man på Holberg's tid om dialektik, om virkelig -
progressivt fremadskridende - dialog i forbindelse med
grækerne (tag nemlig diskussionen om den sokratiske metode
i undervisning 48 ), men det var først med Romantikken og den
Hegelske historietænkning, og på Dansk grund ikke mindst
med Kierkegaard at balancering - som en slags balancekunst
hen over en dyb og vel bevægelig kløft - opfattedes som
noget man måtte formidle sig til, mediere sig til, altså at
position og negation skulle føres videre til noget der hverken
var den rene position eller den rene negation, men var noget
af begge dele, frem for alt noget nyt.
Hvad nyt kunne Jeppe blive til? Det nye ville ikke være at
¤Jeppe¤ blev baron - næsten kom om på den anden side af et
möbius-bånd - for dét ville kun være en undtagelse der
bekræftede regelen 49 . Selv sagt vil det heller ikke være at
¤Jeppe¤ drak videre som et svin for der ville ikke være noget
nyt i at ¤Jeppe¤ cirklede videre i dén bane han var i i
begyndelsen af komedien.
Men det nye ville heller ikke være at ¤Jeppe¤ indså at han
måtte tage ansvar for udfylde sin rolle sådan som den nu
engang var skabt og som den forefandtes i 1722, men ved
komediens slutning hvad enten det var med Nille eller uden.
Det nye som Jeppe ville kunne blive til ville forudsætte en
omkalfatring, et gigantisk spring, ikke i individuel rybergsk
henseende, men et samfundsmæssigt spring, og dét blev først
en 'teoretisk' mulighed, sidenhen en realitet med de store
Landboreformer. Men da man først var kommet dertil havde
historien om ¤Jeppe¤ mistet en væsentlig del af sine
forudsætninger, og vel kunne man spille komedien igen og