På tvende beene? Eksperiment og virkelighed - Holberg

Bjørn Andersen På tvende beene?
2 - Kulmination, deroute, nulpunkt = startpunkt?
Akkurat på dét tidspunkt i forløbet - eller på dét sted på
udviklingskurven - hvor Klim har nået den højste
samfundsmæssige position har Holberg etableret et tydeligt
brud i det udvendige forløb, han lod Klim rutsje 'op' gennem
hullet og dermed 'rykke tilbage' til sit udgangspunkt. Måske
kan man ikke betegne udgangspunktet som et absolut
nulpunkt, for han har jo stadig en uddannelse bag sig (foruden
en stor mængde personlige underjordiske erfaringer) 380 .
Holberg giver - på papiret - Klim mulighed for kunne begynde
forfra i en både ydre og indre forstand. Men lader han ham så
realisere dén mulighed?
Klim 'erkender' at han 'ikke' - skønt kvalificeret - kan blive
rektor for en latinskole i området - for der er ikke en sådan
stilling ledig - og han tager derfor til takke med at blive leder af
klokkeriet et sted i Bergen. Tilsvarende skubber han dét
faktum til side at han allerede er gift underjordisk og gifter sig -
resigneret - med den overjordiske Magdalene og får et par
børn med hende.
For læseren er denne udvikling ikke hélt overraskende, for
Holberg har forberedt den i det underjordiske. Klim har
'allerede' i kapitel XV indrømmet over for sig selv (og sine
læsere) at han selv har været skyld i mange af de ulykker som
siden ramte ham 381 :
[Kapitel XV, § 9] Jeg bekiender i denne Henseende, at jeg
fortiente al den Ulykke, som siden mødte mig. Det havde
vistnok været roesværdigere og meere passende for en