På tvende beene? Eksperiment og virkelighed - Holberg

Bjørn Andersen På tvende beene?
Rummedal og Øst-Findmarcken som holder i Længden over
140 Tydske Miile og i Bredden fra Sex til 18. Mile, og
omstændelig erfaret, at udi fornævnte Destrict, bag de første
Fielde til Lands, er mange store og slette 740 Marken og Dale
begroed med Græs, samt at Sneen gaar lige saa tiilig der, som
ved Søesiden bort om Vaaren, omtrent paa 14. Dage nær, og
paa mange Stæder før bort, end udi dybe og bebygte Fiorde
ved Søe-Kanten. Hvilke Egners Beqvemhed, samt Sneens
betidelige Afgang om Vaaren, er Aarsage til, at de Svenske
Finner, hvor af nogle have hiemme hvor de med Vinteren boe,
baade Reens Diurs Hiorde og Ager, hvert Foraar, komme over
fra deres Boe-Pæle med deres Reen-Dyrs Hiorde paa de
Norske Grentzer til ermælte Norske Ørkener, og der sig ind til
Høsten opholde, end og blive mange med Reens Dyrene
mange Vintere over udi samme Ørckener, ja de ere icke faa,
som der stadig opholde sig, og ey svare under noget Herskab;
Og eftersom disse sidste blive udi denne ubebygte [se ned. s.
108] Egn heele Vinteren, Saa er der af fornuftig at slutte, at
Sneen falder maadelig, thi der som den var Dyb, da kunde
Reens Dyrene icke have deres Foer af Mossen, som voxer
paa
[108]
Heeder og Bierge. Mand fornemmer ogsaa at naar et Usædvanligt
stort Snee Aar er, da komme endeel Finner, som
holde sig to tre eller fire Mile oppe i Landet, fra de bebygte
Fiorder, ned mod Søen, med deris Reen, hvor Sneen ey er
saa Dyb, derimod begive andre Finner, som boe høyere op,
sig end videre op i Landet, hvoraf ligeledis er at slutte, som
Finnerne selv tilstaae, at den største Snee og Vinter er nogle
Mile, men ey mange Mile eller høyt oppe i Landet, som og er
Naturen gemæs; Thi imellem de første og største Fielde langs