På tvende beene? Eksperiment og virkelighed - Holberg

Bjørn Andersen På tvende beene?
Levnets Forbedrelse, ikke havde udøst Satires og haarde
Invectiver, som heller ere Beviis paa Hovmod og Egen-
Kierlighed end Prøver paa en christelig Nidkierhed.
Den rette Nidkierhed haver langt andre Kiendetegn: Thi dens
Motif er Kiærlighed til sin Næste, hvilken man søger ved
grundig og sagtmodig Formaning at bringe paa rette Veje, og
at undervise ved eget Levnets Exempler.
Men, saasom det ikke altiid er i agttaget, saa have deres
hidsige Straffe-Prædikener ikke tient til andet, end at sætte
den gemeene Almue udi Fyr og Flamme, og at styrte
eenfoldige Mennesker udi Extremiteter, hvoraf man een og
anden gang haver seet bedrøvelige Frugter.
Dog, saasom intet er saa ondt, at jo noget Godt deraf kand
flyde, saa have disse Bevægelser givet Anledning til at
excolere det Theologiske Studium meere end tilforn; ikke at
tale om, at den hidsige Orthodoxie her udi Norden derved er
bleven meere temperered. Jeg forbliver &c.
Kommentar
Epistel 228 (og den følgende nr. 229) indgik i det 3' bind fra
1750. Det er én af de tunge og vigtige af Holberg's epistler;
måske lidt svær at læse, men også central i hans senere
essayistik. Han tager i 228 stilling til nogle af tidens alvorlige
politisk-teologiske problemer, omend jo i 1750, efter at den
pietistisk orienterede konge Christian VI var død (i 1746), at
teaterforbuddet var ophævet - og på et tidspunkt hvor man
kunne ånde lidt friere.
Holberg fremstiller sig som den rolige, eftertænksomme Herre
med det store overblik, der tog afstand fra vild satire mod