På tvende beene? Eksperiment og virkelighed - Holberg

Bjørn Andersen På tvende beene?
Øvrighed i den naturlige stand. Om sommeren ere de paa jagt
og fiskerie, og om vinteren slaae de sig sammen paa et og
andet sted, for at fortære med hinanden hvad de have jaget og
fisket.
Præsten tilskriver dem ingen religion, skiøndt deres andagt,
som man paa visse tider bliver vahr hos dem, synes at beviise
contrarium, ja deres koglerie og besværinger, som de ideligen
øve, tilkiende give end excess af religion og overtroe. De øve
adskillige moralske dyder, og det meer af naturlig drift end af
speculation; Thi der er praxis uden ringeste theorie; Ligesom
blant os er theorie uden praxi.
Saaledes elske forældre inderligen deres børn, og ægtefolk
(thi enhver lader sig nøje med sin kone) leve kierligen
sammen. De holde sig fra tyverie, klamer og mord, forældre
ligemaade fra ægteskab med børn, allene af naturlig drift uden
at vide hvorfore; Et hærligt beviis mod dem, som foregive, at
blodskam strider ikke mod naturen; Thi de ere ellers udi all ting
grove og vankundige.
At de i det ringeste ingen store Astronomi maa være, viser den
meening de have om maanen, nemlig, at, naar den gaaer
under horisonten, er den paa jorden for at proviantere sig, og
jage efter sælhunde.
Men, hvor umuelig den meening end er, saa kand dog de
gamle Grækers og Romeres agtes ligesaa latterlig, i det de
troede, at soelen dukkede ned hver aften mit udi haved ved
Cadix, saa at det snorrede og susede i vandet derved, iligemaade
deres, som troede, at, som jorden var flak og
grundfæst, soelen, da, naar menneskerne hvilede, listede sig
hemeligen om natten tilbage paa himmelen, for at skinne om
morgenen udi Osten igien.