På tvende beene? Eksperiment og virkelighed - Holberg

Bjørn Andersen På tvende beene?
[1]
5 - 1. Capitel. Om hvorledes Bøndernes Hiem-Jord, inden
Gierdes, best kand ryddes og forbedres, og hvad derved
fornemmelig er at tage; sær ved Agerland, og sær ved
Engbond.
DEt er Den, som Jord bruger, nytteligere, at hand forbedrer
end hand forøger sin Ager og Eng. Er Jorden moeset og blød,
paa Norsk myret, da vil Vandet (efter Muelighed) ledes bort,
eller dempis, saa Pladsen kand blive nogenledes tør, enten
formedelst udskaarne
[2]
Gryfter, Vejter 522 eller Plougfurer, efter Grundens Leylighed,
sær vil Vandets Væld, eller Udspring, flittig eftersøges og
opledis, og der fra Jordens Opskierelse til Gryfter eller Vejter
begyndes. Videre vil saadan vaad Mark eller Jord med endeel
grov graa Sand, hvor den er at faa eller med Sand Muld eller
sandagtig Liung-Torv rundelig overdekkes, og Aar efter andet,
indtil der bliver nok, nemlig Jorden tør nok, vel forblendis.
Dersom kaalt Vand, som kaldes Koldvæde, af Jorden
hemmelig opskiuder, da vil dets Veld endelig opsøges, og
derfra Vandet opledes; thi uden det skeer, bliver Jorden, saa
langt som dette kolde Vand udsier, aldrig beqvem til Agerland,
og lidet til Engebond. Er Pladsen mager og tør, det er sandig,
af en fiin hviid Sand eller en fiin rød Sand, som Bonden i
Dannemark kaldes Gruus og i Norge Our, og er den
ufrugtbareste Sand, eller af en grovere rødagtig Our Sand,
eller bemeldte Jord, som ryddis, er meget grund, saa den er
ikke Ploug-dyb oven over den haarde Our eller Klippe den
hviler paa, da behøver saadan mager og