På tvende beene? Eksperiment og virkelighed - Holberg

Bjørn Andersen På tvende beene?
paa Øerne bemælte slags Qvæg, imod dend Taxerede Afgift
forud at betale.
5. At bemælte Selv-Foster-Qvæg, som var tillagt eller blev
tillagt, og tilhørte Gaardens Opsiddere, nemlig Opsiddereren
paa den Gaard under hvillkens Lejemaal Øen er beliggende,
matte ansees og forblive som et Inventarium ved Gaarden,
hvad heller Gaardens Opsiddere døde, eller fløttede
[74]
bort, saavidt hand af bemeldte Qvæg havde eyet, imod
Vederlag udi Penge, efter Vedkommendis indbyrdis Foreening,
eller tvende u-villige Mænds Vurdering at giøris og betales af
den, som kom efter paa Gaarden til den bortflyttende {om
hand levede} 665 eller til hans Arvinger, om hand var død, omskiønt
at hans efterladte Boe icke maatte findes tilstreckelig til
Gieldens Betaling; Men om Qvæget tilhører nogen anden
Mand, da at maatte følge hans næste Arving, med forberørte
Vilkor og saaledes bemeldte Selv-Foster-qvæg, saa længe det
gick paa Øerne eller andensteds vildt at være befriet for alle
slags Fordringer, Bøder og Forseelser, som ellers paa
Eyermandens Gods og Boehave kunde hefte.
6. At en gilled Oxe eller Stud, som gemeenlig 666 sættis ud paa
Øerne, saadane Øer, som have nogen god Græsbund, naar
den er tre Aar gammel, en Buk to Aar gammel, og en gield 667
Veder eller Faar, ligeledes to Aar gammel matte [fejl for:
maatte 668 ] ingenlunde tages hiem eller føres af Øerne, eller til
nogen sælges eller pantsættes, førend en Stud var syv
Vintere, et Faar tre Vintere, og en Buk fire Vintere gammel.
Befandtis Vidnis fast, at noget Qvæg var beenbrudt, eller sygt,
eller et usædvanligt stort og langvarig Sneefald paakom, eller
nogen sær Nød og Tilfelde, der endelig udfordrede at Qvæget