På tvende beene? Eksperiment og virkelighed - Holberg

Bjørn Andersen På tvende beene?
saa høit som mueligt, og at selv det, som falder paa Jorden,
regnes med til Topmaalet. Paa den Maade gaae da paa hver
Tønde et par Skiepper over det ordentlige Maal.
Hvor betydelig en Indkomst dette er for Forvalteren, veed
enhver, som har havt med Kornoppebørselen at giøre, og vist
er det, at naar der betales Skatte- Landgilde- og Laane-Korn,
maae man altid regne en fierde Afgivt til, nemlig Fogdekorn,
som Forvalteren sluger. Siden skriver han dog Husbonden en
5 Tønder pr. 100 paa Regning for slet Maal, omendskiønt han
paa 20 Tønder har afpiint Bønderne over 5.
Ganske andet Maal falder der om Foraaret, naar Bønderne ere
i Trang for Sædekorn og maae laane paa Gaarden. Da ikke
blot giver man dem det sletteste Korn, Forvalteren eller
Forpagteren, har ladet skille fra deres, som noget, det ej var
rimeligt, Kiøbmanden vilde tage imod, men hver Tønde stryges
tilgavns, at der ikke skal være noget over det rette Maal; naar
de siden skal betale det laante, maae de baade give got Korn
og rundelig Maal tilbage, foruden at de maae giengielde
Forvalterens Godhed med en lille Foræring, et Lam, en Griis
eller en feed Gaas [Note udeladt].
Det er derfor den lige Vej til Ruin for en Bonde at laane
Sædekorn; thi naar han har sat sig saa dybt i Gield, at han
enten formedelst Tyngder eller Misvext ikke kan betale det
samme Aar, saa kommer han paa Restanzlisten, og inden faa
Aar veed han ikke selv hvad han skylder, og hvormange
Konstgreb Forvalteren da veed at anvende for at berige sig
selv, det skulde det klygtigste Hoved ikke være istand til at
komme efter, naar ingen løftede Dækket op for ham.
Det er nemlig blevet en almindelig, men højstfordærvelig Skik,
at naar Bonden betaler en eller anden Afgivt, vil Forvalteren