På tvende beene? Eksperiment og virkelighed - Holberg

Bjørn Andersen På tvende beene?
2 - 4 Måder at gå til Jeppe på
Vil man spille Holberg's tekster 'som de er' eller man vil lade
sig inspirere af ham er det afgørende spørgsmål: Hvordan?
Samme spørgsmål som Holberg's egne spillere måtte stille sig
efter at førsteopførelsen var gået på gulvet, déngang for længe
siden - i 1722.
Der er dem der - nuomstunder - mener at 'nogen', især Det
Kongelige Teater må være forpligtet til at spille Holberg. For
Holberg er så grundlæggende, så uomgængelig at han må
være en forpligtelse, men derfra er der ikke så langt til at han
kan blive en pestilens.
Sådan har jeg det ikke, nærmest hélt omvendt: Hvis man har
en god idé til at spille Holberg i dag og hvis man har en god
idé om hvem der skal være det nysgerrige og engagerede
publikum, så skal man gøre det, også hvis der er risiko for at
projektet mislykkes. Men man kunne også gøre noget andet.
Det er dog ikke dét Måder at gå til Jeppe handler om. Men om
hvad man - måske - kan lære af nutiden når man vil se tilbage
på 1700-tallet. I bedste fald kan man svinge frem og tilbage,
ikke for at tage det bedste (eller værste) fra den ene tid og
transportere det til den anden - for det er ikke en tidsmaskine
der er under konstruktion, men en 'metode' der skal gavne den
historiske bevidsthed.
Derfor foretrækker jeg opsætninger - for dén sags skyld
enhver form for kunst - der véd hvor 'de' står, der véd hvad de
er kommet af - og som véd hvor de vil hen.
For nogle år siden læste jeg Bent Holm's syrligtmuntre
diskussion af Marstrand's Holberg-billeder 402 - og af hvordan
Marstrand's billeder og Bloch's naturalistiske teaterkoncept 403