På tvende beene? Eksperiment og virkelighed - Holberg

Bjørn Andersen På tvende beene?
følge sin bestemmelse, sui similis. Holberg's skriven om at
være afbalanceret har dette som udgangspunkt 47 .
Holberg taler også - vel allerede i slutningen af Jeppe - men
især senere om at man hver især skal blive på sin plads i
samfundet, men måske mente han at man hver især skulle
indtage dén plads der passede sig for én? Og underforstod at
samfundet derigennem ville komme til at fungere optimalt. Pro
domo: Dette vil jeg ikke gå videre med hér, kun tage det op
hvis der byder sig en åbenbar lejlighed.
Holberg forsøgte vel - undertiden - at generalisere fra det
enkelte tilfælde, men måske hyppigere at gå den anden
vej, at ytre sig om det specielle ud fra det generelle?
Men forsøgte han sig med en mere avanceret form for
afbalancering, en mere dynamisk og fremadrettet form?
Diskuterede han - med et meget misforståeligt udtryk - en
dialektisk form for afbalancering til forskel fra dén han kunne
finde en stor del af argumentationen for hos de græske og evt
latinske klassikere?
Muligheden af en dynamisk, dialektisk form for
afbalanceringen kan opstå i flere sammenhænge, måske ikke
(så indlysende) i andre:
- Den kan opstå når to meget forskellige kulturer - der har
udviklet sig adskilt fra hinanden - møder hinanden. Et
eksempel på dette indgår i denne bog, nemlig i omtalen af
mødet mellem 'de civiliserede danskere og nordmænd' og 'de
vilde grønlændere'.
- Den opstår vanskeligere når to forskellige kulturer - der har
udviklet sig tæt på hinanden, i vekselvirkning med hinanden -
igen vekselvirker, som når det bliver påtrængende at diskutere
hvad der ville ske hvis man omplacerede en person fra den