På tvende beene? Eksperiment og virkelighed - Holberg

Bjørn Andersen På tvende beene?
det. Men jeg græmmer mig over, ved hvad Fejltagelse jeg er
kommen hid. Og vaagen har jeg aldrig ladt mig lokke til at
stjæle, at jeg ikke skulde lade mig nøde til at hænge. Men
sover jeg endnu, og har bestjaalen nogen i Søvne, saa lad mig
dog ikke komme i Galgen, før jeg vaagner.
De falde ham i Ordet, og beder ham dog ikke snakke sligt,
som var ikke ham værdigt. Han var deres Konge og Herre,
hvem de efter gammel Skik skulde opvarte ved hans Lever.
Han svarte derimod, at han var en Bonde, og hedde Jeppe,
fød af fattige Forældre, og havde en Smule Jord og en
Hoverigaard. De sagde ham imod, og da han ikke vilde give
efter, overvældede de ham med store Usandheder; at det
enten maatte være en Drøm, der havde forrykket den
kongelige Hjerne, eller han var over sine mange Bekymringer
kommen til Ulykke og gaaet fra sig selv. Om han ikke huskede,
hvad han endnu i Gaar viseligen havde gjort? Da han nu
spurgte, hvad det var? Da Du, svarte den ene, gav mig tusind
Ducater, og denne en Guldkjæde, ham der en persisk Hest, og
ham hist en indenlandsk. Jeppe svarede, at han ikke huskede
noget deraf; hvorvel jeg nu seer, sagde han, at jeg har været
gal, som har foræret Jer noget sligt. Og da I maa vide, at
vanvittige Personer intet kan give bort, saa giver mig det flux
igjen! De paastode, at igaar havde han været ved sin fulde
Forstand; men nu var det, han snakkede over sig; thi hverken
plejede Gale at give Noget bort eller Kloge at tage det tilbage.
Han skulde derfor sætte sig paa sit kongelige Sæde, og vente
paa sine Hoflæger, der skulde helbrede ham for Sindssyge.
Nu gaaer en Page, og kommer strax igjen med en heel
Mængde Mennesker, som han alle giver ud for Læger. De
gaae til ham med Bekymring, staae om ham med Ærbødighed,
og efterat have kysset ham paa Haanden, knapper En hans