På tvende beene? Eksperiment og virkelighed - Holberg

Bjørn Andersen På tvende beene?
dens afsluttende jordiske dele.
Endeel dømmer stedse ilde om et folk, efterdi det engang
ligesom af en overkommende paroxysmo eller anstød haver
begaaet en fejl, hvilket er sandelig ligesaa urimeligt, som at
ville sige, en er altid svag, fordi han engang har ligget udi en
hidsig feber. Saaledes fare de efter M. Tempels anmerkning
meget vilde, der afmale Hollænderne som et oprørsk og
blodgierigt folk af det mord, som skeede paa de Witter 1672.
Den Engelske nation skeer ogsaa uret af dem, der holde for,
at ingen Konge er sikker paa sit liv udi Engeland, efterdi der
engang er skeet et konge-mord.
Andre, formeget indtagne af deres eget lands skik og moder,
finde alt andet selsomt og latterligt, som strider derimod.
Saaledes hvad som udi et land kaldes sømmeligt, kaldes udi
et andet u-sømmeligt; Hvad som en Spanier kalder ærbarhed
og gravitet, kalder en anden nation hofmod og affectation,
hvad som udi Frankrige heder artighed og fripostighed, kalde
andre usømmelighed og flygtighed; De udi republiqver saa
kallede heroiske gemytter, kaldes af dem der leve under en
enevolds regiering oprørske og uroelige hoveder, og det, som
kaldes af disse lydighed mod Øvrigheden, heder iblant hine
qvindagtighed og fejghed.
M. Molsvvorths skrift om Dannemark
Andre, for at hevne sig over visse personer, af hvilke de enten
have været forurettede eller bilde sig saadant ind, afmale
derudover den hele nation med en sort farve. Hvilken last
fantes udi stor grad hos Autor til det skrift kaldet Dannemarks
Tilstand, som den var udi det aar 1692. Derom vil jeg ikke