På tvende beene? Eksperiment og virkelighed - Holberg

Bjørn Andersen På tvende beene?
Herligheder, og viste især en gemeen Smag.
Nu nærmede Middagsmaaltidet sig, og da han gav tilkjænde,
han længtes derefter, blev der strax prægtig dækket op for
ham. Nu sætter han sig, som Odin, ene til Taffels, med alle
sine Hofsinder omkring sig, der alle spilte deres Roller meget
net. Naar han talte til Een, var strax alle i ærbødig Bevægelse,
hans Nik var Befaling; der hørtes ikke uden Konge og Herre
baade for og bag. Midlertid bringes en stor Slagtorden af
Retter frem, Bordet pakkes fuldt med Guldtaffel; og der sees
ikke andet end Guld, Sølv og de allerkostbareste Retter. Aldrig
havde det Menneske seet saamange Herligheder, og hvad den
Klodrian ikke engang vidste Navn paa, begyndte han nu at
smage. Hertil var nu og de udsøgteste Vine i største Overflod,
og kort sagt, intet fattedes, der var lækkert og rart. Heller ikke
var der alt imellem Mangel paa gottende Latter; thi hver Gang
Bondeklodrianen gjorde noget dumt, saae de at komme frem
med noget, de kunde tage til Paaskud at lee af.
Midlertid krigede vor Jeppe tapperlig med Fade og Flasker; thi
aldrig havde hans gemene Mave havt saa meget prægtigt at
gotte sig med, eller stillet sin Hunger paa saadanne Retter, og
slukket sin Tørst paa saa udsøgt Viin.
Da han nu altsaa havde mædsket sig med disse overflødige
skjønne Ting, blev han endelig mæt, og hvad dermed gjerne
plejer at følge, beskjænket. Saaledes gik Dagen med dette
Galskab, til Bonden atter ikke vidste mere af sig selv og faldt i
Søvn, som han var død. Endelig faldt man da paa, at lade
denne nye Konge gaae af igjen; man tog altsaa Kjæderne af
hans Hals, Ringene af hans Fingre, Brasseletterne af hans
Arme, klædte ham af, fik ved lunkent Vand det forlorne Skjæg
af Hagen paa ham, og Haaret i sine gamle Folder; hvormed da
hans Døgnregiment havde Ende, og han blev den igjen, han