Dokumentation og evaluering mellem forvaltning og pdagogik ... - Bupl

spørgsmål af typen hvornår, hvordan og hvor skal læring evalueres – med det samme, et ½ år
efter, ved skolestart, eller når man går på pension og overvejer den hidtidige lykke i sit liv?
Blandt de oftest anvendte dokumentationsformer er billeder, og især efter den digitale
teknologis billiggørelse er det umiddelbart ukompliceret at tage billeder, redigere og fremvise
dem samme dag. Ud over at rejse spørgsmålet om hvad man skal anvende som princip for at
tage billeder af børnene (som allerede er det typisk børn der er fordybede, usædvanlige
begivenheder eller præstationer, mærkedage), kan man også diskutere hvorvidt billeder
egentlig er særlig egnede til at fortælle noget om hvad børn lærer. På billeder fastfryses børns
bevægelser og kropslige udtryk. Det åbner for mangfoldige fortolkningsmuligheder, men det er
vanskeligt at udføre hvilke der er relevante. Det er vanskeligt at undgå, at billeder først og
fremmest kommer til at fungere som projektionsskærme for forestillingerne hos de mennesker
som kigger på dem. Det er vedkommende der ud fra historisk bestemte og subjektive
erfaringer iagttager et billede der konstruerer hvilken mening det afbillede skal tillægges.
Skulle et billede kunne fortælle noget om fx læring, ville det sandsynligvis kræve en
omstændelig og eksplicit fortolkningsproces medarbejderne imellem, samt forældre og
medarbejdere imellem, for at afklare hvilke meningskonstruktioner der finder sted hos de der
kigger på billedet, og om de egentlig vedrører noget der er særlig relevant for fænomenet
læring. Man kunne selvfølgelig også overveje at spørge det afbillede barn, men børn ville
næppe svare i læringstermer. Overordnet kan man også spørge om man som menneske,
værende barn eller voksen, ud fra et tilfældigt øjebliksbillede kan sige noget fornuftigt om
hvad man lærte i det splitsekund billedet blev taget, hvor øjeblikket måske er helt glemt når
man spørges?
Videre kan det anføres, at billedet usynliggør store dele af konteksten. Herudover reducerer
det 3 dimensioner til 2 dimensioner, det indtager et enkelt perspektiv uden for personen som
afbildes, hvorved der skabes distance og fremmedhed frem for nærhed og genkendelighed.
Det er kun synet ud af de mange menneskelige sanser der prioriteres, og dermed fjernes
opmærksomheden fra bl.a. hørelse, dufte, varme og kropslige fornemmelser.
Anvendes videoregistreringer frem for billeder tilføres lyd og bevægelser, og man kan få lidt
bedre fornemmelse for konteksten. Men stadig anvendes kun 2 dimensioner, og der betragtes
fortsat ud fra en enkelt distanceret om end bevægelig position. Også videoregistreringer kan
meget let komme til at fungere som projektionsflader for de voksnes eksisterende
forestillinger. Næsten alle fortolkninger kan være lige gyldige, hvis ikke man ikke har mulighed
for eksplicit at udtrykke, begrunde, udveksle og diskutere dem sammen med andre. Og selv
102