Dokumentation og evaluering mellem forvaltning og pdagogik ... - Bupl

præstationsmålinger, hvor de valgte kriterier er fastlagte på forhånd. Krogstrup viser at sådan
behøver det i princippet ikke at være. Hun nævner fx de såkaldte empowerment-evalueringer,
hvor evalueringskriterierne entydigt fastsættes af brugerne, og dialogorienterede evalueringer
hvor brugerne inddrages i udformningen af evalueringskriterierne. Eksempelvis vil man ofte i
målevalueringer se, at kategorierne hentes fra de mål der er formuleret for givne pædagogiske
aktiviteter, fx læringsmål i relation til temaerne i forbindelse med de pædagogiske læreplaner.
Men mange andre muligheder for at evaluere er altså i princippet mulige – muligheder hvor
kategorierne ikke er entydigt fastlagte på forhånd. Evalueringsaktiviteter er altså at forstå som
vurderende aktiviteter, der i princippet ikke behøver at fungere i kraft af forhåndsdefinerede
kategorier, og ikke behøver at være bestemt af andre end de mennesker hvis arbejde søges
evalueret. Man kan derimod næppe unddrage sig selve evalueringsregimet ved blot helt at
nægte at indgå i evalueringsativiteter.
Også i Carol Weiss’ (1998) store oversigtsværk og hos Daniel Stufflebeam (2001) omtales
evalueringsvirksomheds komplekse karakter og mangeartede metoder, sidstnævnte beskriver
fx systematisk 22 forskellige tilgange. På denne måde kan det anskueliggøres, at man kan
oparbejde evalueringsprocedurer som - i hvert fald i princippet - kan understøtte de temaer og
perspektiv der ønskes evalueret.
Vi har i undersøgelsen ved flere lejligheder diskuteret den mindre tilbøjelighed til at diskutere
det afgørende forhold der omhandler hvilke kategorier der evalueres og dokumenteres ud fra.
Omvendt må det understreges, at selv om evalueringsregimer i et overordnet perspektiv
næppe svækkes afgørende ved forhandlinger om hvilke kategorier der skal benyttes, hvem der
skal prioritere dem og hvornår i processen de skal fastlægges, så kan det dog hævdes, at
selve opmærksomheden omkring disse spørgsmål kan gøre det tydeligere, at evaluerings-
aktiviteter ikke per definition behøver at sigte imod at være entydige eller indiskutable, men i
princippet kan være lige så flertydige og komplekse som alt muligt andet vidensarbejde.
Evalueringer unddrager sig imidlertid gerne denne form for opmærksomhed ved at fremstille
sig selv som teoretisk og metodologisk indiskutable eller i hvert fald som om, at disse forhold
betyder væsentligt mindre end ”resultaterne” der fremkommer. Så længe dette lykkes så
tilkendes evalueringsvirksomhed stor magt og betydning.
Man skal imidlertid heller ikke være blind for at det ikke er uden omkostninger, at indgå i
forhandlinger om eksempelvis hvilke kategorier der skal lægges til grund for en evaluering. At
få indskrevet et deltagerperspektiv på den ene eller den anden måde er ikke blot en
demokratisk landvinding. Problematikken vedrører selvfølgelig hvad en given evaluering
efterfølgende anvendes til. Men mindst lige så vigtigt er det, at netop
138