Dokumentation og evaluering mellem forvaltning og pdagogik ... - Bupl

effektivisering, rationalisering og besparelser - i baggrunden af en anden forståelse af
professionalisme – en forståelse som har rod i ledelse og management. Her er den normative
regulering erstattet med kontrol af ideologi og effekter med henblik på, at redefinere
professionalismebegrebet i retning af øget markedsorientering. Professions- og
professionalismediskussionerne hænger sammen med udviklingen i det såkaldte
videnssamfund eller risikosamfund, og problemerne med at regulere og styre velfærdsstaten,
dens ydelser og økonomi. Profesionalismediskussionerne placerer sig centralt inden for denne
udvikling.
Professionalisme kan inden for pædagogarbejdet opleves som en form for distance til børn og
relationer, og dermed opfattes som at stå i et vist spændingsforhold til pædagogarbejdets ofte
fremhævede humanistiske og menneskelige sider, hvor den engagerede amatør kan fungere
som ideal. Den form for professionalisme, som er i fremvækst i nutiden, nedprioriterer
faggruppens indre kollegiale autonomi. Pædagogarbejdes relativt høje grad af at være
livshistorisk og erfaringsbaseret, gør indførelsen af denne professionalismeforståelse
problemskabende og konfliktuel.
Selv om den fremherskende nye professionalismeforståelse nedprioriterer faggruppens
autonomi på centrale områder, så kan den, måske paradoksalt nok, afhjælpe faggruppens
vanskeligheder ved at lægge afstand til fagets immanente tendens til at idealisere amatøren,
der er drevet af sit subjektive engagement, da talen om forskellighed, mangfoldighed, og
personlige vurderinger sættes til side som ikke relevant når der skal ledes, standardiseres og
sammenlignes ud fra forhåndsdefinerede kategorier. Det betyder at det pædagogiske arbejde
måske nok undergår en professionaliseringsproces, men samtidig står i fare for at indføre en
professionalismeforståelse, der nedprioriterer faggruppens egne faglige standarder og etik. Det
er dette paradoks institutionerne er placeret i, når de skal beslutte hvordan de vil gribe
arbejdet med dokumentation og evaluering an, dvs. hvad er det for forhold der skal
fremhæves, som dem der får arbejdet til at være eller virke professionelt, hvordan der
tilvejebringes og formidles viden om det, hvilke kategorier og modeller der tages i brug etc.
I dette perspektiv forstås professionsgrupper ikke primært eller alene som autonome fagligt
funderede sammenslutninger der kontrolleres af en ydre stat, men de fungerer som aktive og
magtfulde vidensproducenter og kontrollører af de samfundsmæssige normer og normalitet.
Det er således vanskeligt alene at tale om professionsgrupper som altruistiske og skabt for at
hjælpe og udvikle m.v., men de må også betragtes som aktivt magtudøvende statslige
skabere, eksperter og kontrollanter. Professionsgrupper er magtudøvere gennem den
kundskab de besidder og praktiserer, gennem de diskurser de skaber og de institutioner de
126