Dokumentation og evaluering mellem forvaltning og pdagogik ... - Bupl

hedder ”Anmärkningsvärt i sammanhanget är att nästen ingen av de intervjuade tager upp det
faktum att läroplanens mål är abstrakte och möjlige att tolka på oilka sätt. I skolsammanhang
är det inte ovanligt att lärare taler om ”läroplanspoesi”, att läroplaner inte har så mycket att
göra med skolans verklighet, eller peker på att målen är så mångtydiga att man mer eller
mindre kan bortse från dem. I denna utvärdering lyser sådana synspunkter med sin frånvaro i
fallstudierna.” (Skoleverket 2004: 39). Der angives tre mulige tolkninger på dette forhold, som
på mange måder ligner det vi også har set. Den første tolkning handler om, at de interviewede
kan have tendens til at se målene som beskrivelser af hvad man faktisk gør eller man tolker
målene så de passer til ens egne erfaringer. En anden tolkning er, at man ikke har de store
erfaringer med at arbejde ud fra læreplaner og derfor ikke har haft anledning til at
problematisere målsætningerne. Endelig nævnes det som den tredje tolkning, at det kan være
at læreplanerne ikke anvendes i praksis, hvorfor man ikke har erfaringer med at målene og
eget arbejde ikke stemmer overens.
Globale og medierede diskurser
Det er ikke tilstrækkeligt at beskæftige sig med de nationalstatslige reformer og
styringsinitiativer, da store dele af dette reformarbejde er underlagt internationale aftaler og
tendenser. Det er heller ikke tilstrækkeligt at hæfte sig ved reformimplementering alene, som
den formidles mellem officielle myndigheder og beslutningstagere, da påvirkningerne i nutiden
foregår via en bred vifte af forskellige medier. Det betyder at formuleringsarenaen ikke som
tidligere overvejende kan betragtes som national. Uddannelsespolitikken er ikke blot bundet op
på internationale aftaler, fx Bologna-aftalen for EU-landenes vedkommende, men den indgår
på konkurrencebetingelser på det globale videns- og uddannelsesmarked. Lindblad og
Popkewitz (2004) konstaterer, at der i de vestlige lande udbredes uddannelsespolitiske
diskurser, der er relativt enslydende. De manifesterer sig ganske vist ikke på de samme
historiske baggrunde og på identiske tidspunkter, men betragtet over en lidt længere
tidshorisont er reformerne og diskurserne overraskende ens.
Diskurserne består af en række enslydende forestillinger som af Lindblad og Popkewitz
beskrives som selvfølgeligheder – som en slags banaliteter hvis begrundelse eller nærmere
relevans sjældent angives. Men det er beskrivelser der tilsyneladende tages til efterretning,
selv om det er ret så uklart hvad det egentlig er for forhold og fænomener de henviser til. I
diskurserne beskrives samfundet som et såkaldt videnssamfund, og uddannelse og skoler
tilskrives den betydning, at de skal redde eller i hvert fald sikre de enkelte nationer i den
globale konkurrence. Man skal her tænke på organisationer og sammenslutninger som WTO,
130