Dokumentation og evaluering mellem forvaltning og pdagogik ... - Bupl

perspektiver ikke fuldt ud fastholdes i hver deres ret, hvorfor potentialerne i såvel didaktiske
som evalueringsmæssige perspektiver, herunder deres uforeneligheder, ikke udnyttes fuldt ud.
Pædagogisk dokumentation
Igennem flere årtier har pædagogikken fra de Norditalienske provinser Reggio Emilia, Pistoia
m.v. med dens filosofi, arbejdsmetoder, opmærksomhed omkring arkitektoniske forhold,
børnesyn etc., inspireret pædagoger i hele den vestlige verden (jf. fx Dahlberg, Moss og Pence
1999; Dahlberg og Pence 2005). Parallelt er der blevet søgt inspiration i New Zealand (jf. fx
Carr 2005), hvor førskoleområdet igennem længere tid har været præget af læringsdiskurser
og læreplaner.
Rinaldi (2006) fra Reggio Emilia fortæller at ”Education is really about being passionate
together. To have feelings together. To have emotions together. And documentation can help
you to discover passion, feeling and emotion.” (Rinaldi 2006: 204-205). I Reggio Emilia
arbejder man med et “emergent curriculum” (Rinaldi 2006: 205), der betoner barnets teorier
om verden. Det adskiller sig fra entydigt fastlagte curricula, hvor der forventes at man følger
udlagte stier mod målet. Der henvises her til de hundrede (forskellige) sprog som børn
besidder, deres forskelligheder og relationen mellem pædagog og barn som ”et møde”. Rinaldi
understreger at fremtidshåb og drømme er vigtige, og at drømme er knyttet til risici og
dermed tæt til livet, hvorimod hun mener, at videnskab bygger på at skulle bevise noget.
Samtidig tager hun tydeligt afstand fra systematiserede og standardiserede evalueringer og
målinger af børn, da de ikke kan rumme kvaliteterne i ”møderne”.
Også Howard Gardners intelligensteori, og de traditioner den befinder sig inden for, har fået
betydning for det pædagogiske arbejde i daginstitutionerne i de senere år. Begge kan de
betragtes i sammenhæng med, at dominerende diskurser bevæger sig internationalt og at de
pædagogiske principper fremtræder løsrevet fra deres oprindelige kontekst, til fordel for at
synes at være universelle. På trods af indbyrdes forskelligheder er de fælles om at formulere
sig inden for et læringsparadigme. Pædagogen og læreren beskrives som havende en position
der kan rammesætte, facilitere og evaluere børns læring for sig selv og sammen med børnene.
Man kan sige at disse tilgange har karakter af at være idealer: De tager tilsyneladende afsæt i,
at pædagogisk arbejde med børns og menneskers (optimale) og mangfoldige læring, er noget
nær den eneste betydningsfulde hensigt med pædagogisk virke og uddannelse. Vurderinger og
evalueringer fremstilles med henblik på at fremme menneskers optimale læring, og dermed
136