Dokumentation og evaluering mellem forvaltning og pdagogik ... - Bupl

For pædagogiske institutioner, skoler og uddannelsessystemer betyder tilskrivninger af deres
afgørende betydning for nationernes overlevelse og fremtid, at de i en vis forstand
overbelastes med forventninger til hvad der kan og bør præsteres (Popkewitz 2003a og
2003b). For, som tidligere nævnt, ligger der en forståelse af at pædagogisk arbejde ikke
længere ”blot” handler om at reproducere og forny den samfundsmæssige orden ved at
opdrage, socialisere, selektere og kvalificere, men handler om at sikre nationalstaternes
fortsatte overlevelse på et globalt marked: I kraft af forestillinger om ”nødvendig livslang
kompetenceudvikling” bliver pædagogik og læring afgørende økonomiske og symbolske
parametre for nationalstaternes fortsatte vækst og overlevelse.
Det kan i denne forbindelse være på sin plads at minde om, at store dele af disse diskurser
først og fremmest udfylder formuleringsarenaen, hvorfor man ikke skal forveksle dem med
beskrivelser af hvordan politikken realiseres og hvad diskurserne kommer til at betyde i
pædagogisk praksis.
Professionsperspektiv og evalueringskultur
Pædagogers møde med kravet om at udforme pædagogiske læreplaner, og med de
dokumentations- og evalueringsforventninger der følger med dette, kan beskrives som en
kulturforandring. Det pædagogiske personale, forældre, lærere (og for så vidt også
’nationalstatens indbyggere’) skal forandre synet på børn og barndom, hvad der godt for børn
og hvordan det kan dokumenteres.
Pædagogfaggruppens kultur er indlejret i mere generelle professionsbestræbelser og –
opfattelser. Den pædagogiske profession har historisk søgt at opbygge identitet ved at skabe
distance, dels til hjemmet og familiesfæren, dels til skole- og uddannelsessfæren. Dette
dobbelte afgrænsningsarbejde kan siges at have skabt pædagogernes særlige faglighed og
identitet. Fagligheden baseres ikke på indlæring og undervisning i samme grad som hos
lærerne, ej heller baseres den alene på omsorg og opdragelse som hos forældrene.
Pædagogprofessionen kan på denne baggrund, og i en samtidshistorisk optik, siges at skabe
en selvstændig og ”positiv” position og identitet, som afspejler dele af den omsorg,
opdragelse, socialisation som tidligere helt overvejende fandt sted i familien, samt dele af den
indlæring og måske endog dannelse, der hører til de første trin i den livslange læring. Men
samtidig peger de aktuelle tendenser også på, at denne identitet er under opblødning. I hvert
fald presses daginstitutionerne i stigende grad til, at definere deres virksomhed som læring, og
132