Dokumentation og evaluering mellem forvaltning og pdagogik ... - Bupl

Anden del: Kommunale forhold
Den moderne stat og skiftende styringsrationaler
Den offentlige sektor har gennem tiden været præget af en lang række reformer, der har
indeholdt forskellige forventninger om tilpasning til nye krav og måder at styre sektoren på.
Dette afsnit søger at begribe, hvilke forestillinger evaluering og dokumentation trækker med
sig i måden at styre daginstitutionsområdet.
I 1950’erne og 1960’erne fokuseredes der på udbygning af velfærdsstaten og
centraladministrationen, og i 1970’erne fulgte kommunalreformen, hvor der var fokus på
udbygningen af den amtslige og kommunale administration (Klaudi Klausen 1998:32).
Styringen af daginstitutionsområdet drejer sig på dette tidspunkt primært om udbygning og
planlægning af, hvor mange daginstitutioner, der skal etableres. Den pædagogiske praksis og
pædagogernes rolle spiller ikke en afgørende rolle i forhold til det der skal styres, hvilket
betyder, at daginstitutionerne er adskilt fra de forståelser og meningshorisonter, der gør sig
gældende inden for den forvaltningsmæssige verden (Andersen 2007:37).
Den senere kritik af udbygningen af den offentlige sektor, som slår igennem i 1980’erne,
munder ud i en styringsmæssig fokusering på decentralisering og effektivisering af sektoren.
Nøglebegreberne er effektivitet og markedsstyring, og de styringsmæssige praktikker, der er
foreskrevet, er decentralisering, hvor mål- og rammestyring udgør de styringsmæssige
praktikker for de offentlige institutioner (Christiansen 1998:288). Set i relation til
daginstitutionsområdet bringes rammestyringen på banen i forhold til, at daginstitutionerne
selv skal varetage en væsentlig del af økonomien samt de personalemæssige og administrative
forhold (Lond 2001:77). Dette styringsmæssige ideal, der overordnet handler om
effektivisering, udfordres i løbet af 1990’erne. Selve idealet om effektivisering er ikke til debat,
men der tales om et demokratisk underskud og et styringsmæssigt tomrum, hvor
befolkningens manglende indsigt i de politiske beslutninger problematiseres. Samtidig
problematiseres det, at politikerne ikke har klare mål eller kontrol med, hvordan pengene
forvaltes på de decentrale niveauer (Jarlov & Melander 2001:72). Denne problematisering
betyder ikke, at der stilles spørgsmålstegn ved den økonomiske decentralisering eller de
markedsmæssige styringspraktikker, der i dag betegnes som New Public Management, men
der sker en bevægelse hen mod, at disse kombineres med andre styringsmæssige teknikker,
37