Dokumentation og evaluering mellem forvaltning og pdagogik ... - Bupl

I det pædagogiske perspektiv har der tidligere været tradition for at skelne mellem
intern/ekstern evaluering og mellem formativ/summativ evaluering. Når vi iagttager
tendenserne inden for pædagogernes praksisfelt, så har formaliserede evalueringer tidligere
været så godt som fraværende. Området har således været domineret af ikke-formaliserede
vurderinger.
Evaluering har i politologisk perspektiv undergået en stærk vækst i de sidste årtier, og er
blevet et afgørende redskab i styringen af samfundet - herunder den offentlige sektor. Inden
for det politologiske perspektiv hersker der forskelligartede og rivaliserende opfattelser og
definitioner af evaluering. En ofte citeret og benyttet definition af evaluering inden for dansk
evalueringsforskning er inspireret af Evert Vedung og lyder: ”en systematisk retrospektiv
vurdering af organisering, gennemførelse, præstationer og udfald af offentlig politik, som
tiltænkes at spille en rolle i praktiske handlingssituationer.” (her citeret fra Dahler-Larsen og
Krogstrup 2001: 14). Man skal her først og fremmest hæfte sig ved fokuseringen på området
”offentlig politik”. Det betyder indirekte, at man er mindre interesseret i hvad der foregår i
pædagogisk praksis i processuel forstand, og at man i højere grad interesserer sig for hvad
denne praksis fører med sig, dvs. dens relevans for den del af den offentlige politik man
ønsker at vurdere.
Med formuleringen om ”systematisk vurdering” peges der på, at de anvendte metoder til
evaluering adskiller sig fra vilkårlige holdninger og synspunkter, og at der skal indsamles viden
ud fra en eller anden ekspliciteret orden. Med begrebet ”retrospektiv vurdering” benævnes
desuden det forhold, at evalueringer er tilbageskuende. Evalueringer er således vurderende
beskrivelser af tidligere hændelser og disses betydning. Der kan således principielt ikke sluttes
fra vurdering af en offentlig politik til hvordan man pædagogisk skal handle frem over: De
fleste evalueringer er slet ikke udført med interesse for at beskrive og analysere komplekse
pædagogiske processer, forhold og sammenhænge. Det betyder selvfølgelig ikke, at
evalueringer ikke er relevante som vurderinger af de førte politikker, men politik og pædagogik
må i udgangspunktet betragtes som to grundlæggende adskilte områder og repræsenterende
forskellige faglige perspektiver.
Dokumentation og evaluering er imidlertid blevet en central og uomgængelig bestanddel af
pædagogisk virksomhed. Hvor man - som beskrevet oven for - tidligere kunne skelne klart
mellem intern og ekstern evaluering, så har evalueringsprocedurer inden for pædagogik og
uddannelse udviklet sig i retning af ikke at respektere eller værdsætte denne sondring (i
samme udstrækning). Tværtimod tilsigter nye evalueringsprocedurer, at der skabes større
direkte ekstern indsigt i de resultater der tilvejebringes internt. Ikke alene ved
134