Dokumentation og evaluering mellem forvaltning og pdagogik ... - Bupl

som velfærdsstatsprofessionerne. I mødet med sådanne efterfølgende professioner kan
pædagog- og lærerprofessionens traditionelle velfærdsopfattelse, og de kulturelle forestillinger
der knytter sig hertil, udsættes for pres. Man kan forstå de pædagogiske professioners møde
med de professionsgrupper, der nu udfylder de politiske og administrative apparater og som
styrer og administrerer staten, i lyset af den globale konkurrence og den nationalstatslige
overlevelseskamp, der er indlejret i dette perspektiv. Man kan altså sige, at
pædagogprofessionen, i kraft af statsformernes og professionernes løbende historiske
forandringer, får udfordret, eller relativeret, sin status og autoritet. Andre dominerende
professioner sætter andre spilleregler op, og søger at gennemtvinge disse.
Skal vi forstå styringsproblematikken inden for det område der rummer daginstitutioner og
pædagogområdet i det hele taget, så gælder det altså om ikke at fokusere for snævert på
pædagogprofessionens faglige indhold, men om også at have øje for de generelle indbyrdes
sammenhænge mellem stats- og professionsformer samt styrkeforholdene over for andre
professioner. Staten styrer bl.a. i kraft af professionernes indbyrdes kamp om herredømme og
den samtidige strid om retten til at definere dele af virkeligheden.
Den historiske udvikling (og afvikling) af den klassiske velfærdsstat betyder naturligvis ikke, at
de professioner der opstod i tilknytning til dens dannelse i dag er uden reel betydning. Men det
betyder, at velfærdsstats-professionernes rationaler ikke mere, og slet ikke umiddelbart, er det
selvfølgelige orienteringspunkt. For de pædagogiske professioner kan dette opleves som et tab
af faglig identitet, fagsprog mv. Det kan opleves som om fagsproget ikke længere accepteres
eller anerkendes som fyldestgørende. Og på denne baggrund trænges den ’gamle’ faglige
identitet tilbage af fx krav om skriftlighed, dokumentation, evaluering og målbar nytte.
117