Dokumentation og evaluering mellem forvaltning og pdagogik ... - Bupl

OECD, Verdensbanken og EU. Førskoleområdet indgår i stigende grad i disse sammenhænge.
Uddannelse fremstilles som helt afgørende for nationernes overlevelse, og således tildeles
uddannelse en progressiv betydning. Videre betragtes uddannelse som en grundlæggende
inkluderende kraft. Uddannelse beskrives som primært af betydning for de respektive
nationers ”redning” i kampen på det globale marked. Som fænomen bliver uddannelse gjort
selvfølgelig, ”naturlig” og til et middel. Samtidig ses der gerne bort fra uddannelse som
magtudøvelse, og ligeledes fra de ekskluderende og selekterende funktioner som uddannelse
også har, hvilket uddannelsessociologien så tydeligt og nuanceret har redegjort for (jf. fx
Bourdieu 1996 og 2006)
Det er ikke kun barnet eller eleven der beskrives som et livslangt lærende individ, men også
pædagogen og læreren beskrives på denne måde (Fejes og Nicoll 2008). Mennesker beskrives
over en bred kam som problemløsende, fleksible, selvmotiverede og –motiverende, som
selvrealiserende og –refleksive. Det handler om konstruktioner af bestemte mennesketyper –
konstruktioner der fremstår som sandheder (Hultqvist og Petterson 1998). Det får betydning
for skabelsen og fornyelsen af mentaliteten og for hvordan man tænker – hvad man
umiddelbart har af muligheder for at gøre sig forestillinger og hvordan man vurderer at man
kan handle.
Et centralt element i denne bevægelse er den samtidige og hastige udbredelse af
evalueringssystemer og –procedurer, som forventes løbende at give anledning til at øve
selvrefleksion og vurdere resultaterne af de forskellige aktiviteter og indsatser. Her overses
ofte hvad det egentlig er sådanne evalueringer bygger på, hvad de henviser til og fokuserer på
– hvad det er som egentlig evalueres - og ikke mindst; hvad der sker i kraft af selve
evalueringsaktiviteterne, den opmærksomhed de tiltrækker sig, og hvordan de på denne måde
fungerer som styringsteknologi. Alligevel er der tale om at evaluering og dokumentation ikke
så let lader sig afgrænse, men at de gennemsyrer mentaliteten, dominerende diskurser og
subjektdannelsen i hele samfundet.
Det er langt fra sikkert at aktører, der eksempelvis praktiserer inden for pædagogiske
institutioner, oplever krav om evalueringer og målinger som (en ubehagelig) styring eller
forbinder dem med (mere eller mindre diskrete) former for magtudøvelse. På de decentrale
niveauer i hverdagen kan tilbagevendende evalueringer og (præstations)målinger ligefrem
komme til at fungere som foranstaltninger, der kompenserer eller skærmer for den latente
usikkerhed, der siges at knytte sig til moderne vestlige samfund. De kan opleves som om at de
skaber en vis orden, giver mening og repræsenterer et overskueligt perspektiv inden for en
fremtidshorisont, der i øvrigt kan forekomme præget af risici og vanskelige valg.
131