Dokumentation og evaluering mellem forvaltning og pdagogik ... - Bupl

dokumentere og hvilke man af praktiske eller etiske grunde er mere tilbøjelige til at undlade at
fokusere på. I enkelte institutioner hævdes det at alting i princippet kan gøres til genstand for
dokumentation og at det er vanskeligt at afgrænse hvad der under ingen omstændigheder kan
inddrages. I andre institutioner formulerer man sig tydeligere om dette, selv om det er
sjældent at man har formaliserede regelsæt om det.
Der er tendens til at børnene der fotograferes eller videoregistreres er glade og kompetente.
Eksempler på det modsatte, dvs. børn der græder eller fx holder forkert på blyanten ophænges
der ikke billeder af. Nogle steder dokumenteres børns handlinger bredt, andre steder
prioriterer man at vise hvordan børn er optagede af et eller andet. I øvrigt dokumenteres
særlige begivenheder flittigt, fx et hjemmebesøg hos et barn, en fødselsdag, en festdag eller
en tur på hospitalet hvor alle fik kittel på. Medarbejderne oplyser, at der med sådanne billeder,
tilstræbes efterfølgende at kunne skabe fælles erindringer og fortælle om fortidens hændelser,
om relationerne mellem fortid, nutid og fremtid m.v. Kravet om glade børn begrundes i fx at
børn ikke skal fremstilles i situationer hvor de kan hævdes ”at tabe ansigt”. Det er selvfølgelig
helt forståeligt. Ud fra et mere problematiserende perspektiv kan imidlertid hævdes, at man
kan risikere på denne måde at tegne et billede af hverdagen som kun fremhæver det positive,
konsensusprægede og uproblematiske, som i realiteten kan ligge ganske langt fra hverdagens
mange småkonfrontationer, ked-af-det-heder, nederlagene og forsøgene på at omgå alt dette.
Den velbegrundede tendens til først og fremmest at vise det vellykkede, konfliktfrie, positive
og formående er måske også et fattigt og lidt misvisende billede af den institutionelle hverdag.
Da det vel er en væsentlig del af pædagogernes arbejde at støtte børnene, lære dem og
hjælpe dem med at komme igennem nederlagene, uoverensstemmelserne, alt det som de ikke
forstår eller magter etc., er der muligvis her en tendens til at forstærke et idealiseret billede af
pædagogisk arbejde.
Det målrationelle
Der er ingen tvivl om at evaluering og dokumentation også tidligere har indgået i hverdagen.
Det er vanskeligt at forestille sig, at man ikke lejlighedsvis og tilbagevendende har overvejet
aspekter af livet i institutionerne. Det hører sandsynligvis med til menneskers måde at forholde
sig til tilværelsen på, at man ind i mellem overvejer, vurderer og dermed evaluerer hvordan
det egentlig går, og om man evt. skal søge at ændre noget, således også for
institutionstilværelsens vedkommende. Sådanne vurderinger behøver ikke at være planlagte,
systematiske eller benytte formaliserede metoder og fremgangsmåder. Det er snarere
vurderinger og evalueringer, som finder sted som eftertanker, som løbende kollegiale
86