Dokumentation og evaluering mellem forvaltning og pdagogik ... - Bupl

mundtlige udvekslinger og lignende. For dokumentationens vedkommende kan man
tilsvarende betragte de daglige møder med forældre der afleverer og henter børn som en
uformel form for dokumentation, hvor medarbejderne indirekte viser at de faktisk har
bemærket børnene og har forholdt sig til dem. Det er former for dokumentation der er
indvævede i hverdagslivet og som ikke i udgangspunktet fremhæves som isolerede aktiviteter
benævnt evaluering og dokumentation. De påkalder sig sjældent den store eller særskilte
interesse eller opmærksomhed.
Det forholder sig anderledes når vi tager udgangspunkt i, at evaluering og dokumentation er
noget man kan og måske skal forholde sig til som afgrænsede fænomener. Denne
undersøgelse bidrager for så vidt selv til det, idet vores spørgsmål til institutionernes
medarbejdere om evaluering og dokumentation jo netop signalerer, at man kan og bør
forholde sig til det på denne måde.
På denne baggrund er det muligt at identificere to poler indenfor arbejdet med evaluering og
dokumentation. Selv om de i udgangspunktet er adskilte, så vil de i det konkrete hverdagsliv
ikke kunne genfindes i deres rene former, men vil indeholde noget fra begge sider. Den ene
pol vil vi betegne som den ofte upåagtede og i hverdagslivet indvævede løbende evaluering og
dokumentation, som er historisk udviklet og er en uomgængelig del af det pædagogiske
arbejde. Den anden pol udgøres af den påagtede og afgrænsede form for evaluering og
dokumentation, der typisk knytter sig til de pædagogiske læreplaner. Endelig er der i et
mindre antal institutioner der har ladet sig påvirke fra den såkaldte pædagogiske
dokumentation. Her tænker vi især på institutioner, der har ladet sig inspirere fra bestemte
områder i det nordlige Italien, eksempelvis Reggio Emilia og Pistoia, som placerer
dokumentationsaktiviteter centralt.
Evaluering og dokumentation på institutionsniveau har udviklet sig i kombination med en lang
række forhold, der karakteriserer institutionernes konkrete kultur. Derfor kan det ikke
forventes, at de udbredte former for evaluering og dokumentation er opbygget ud fra
systematisk reflekterede prioriteringer, men snarere at institutionernes ledere og
medarbejdere gradvist har oparbejdet en række praktisk begrundede prioriteringer og
fremgangsmåder, som det har været muligt at udvikle under hensyntagen til de eksisterende
institutionskulturelle mønstre.
Selv om vi i institutionerne hører om den løbende og uformelle evaluering og dokumentation,
så er det i mange tilfælde den mere formaliserede evaluering og dokumentation, der bliver
refereret til når vi taler med institutionsmedarbejderne, og disse formaliserede typer som
87