Dokumentation og evaluering mellem forvaltning og pdagogik ... - Bupl

Styringen af det pædagogiske område er med den offentlige sektors markedsgørelse influeret
af ledelses- og forvaltningsideologier. Det er ikke uden betydning for den viden der
fremkommer, hvilke redskaber der bliver taget i brug og hvorfra de kommer. Statslige og
interesseorganisationers udspil i forhold til forsøg med akkreditering, kontrakter mm kan
forstærke en instrumentel forståelse af pædagogisk praksis.
Der kan imidlertid rejses andre spørgsmål til offentlig service end: Hvad virker? (Dahlberg og
Moss 2005), nemlig spørgsmål af etisk karakter, dvs. hvilke værdier der skal ligge til grund for
pædagogisk arbejde. Sådanne diskussioner har imidlertid været stort set fraværende på det
statslige niveau i de senere år.
Der foregår en vidensspredning via nationale evalueringsenheder, konsortiers anbefalinger etc.
til kommuner og daginstitutioner. De digitale medier bliver ofte anskuet som
spredningskanaler for de mange forskellige publikationer af evalueringer og redskaber (se fx
Røvik 1998: 22, 28, 29). De digitale medier er dog suppleret af evalueringsenheders og
myndigheders skrivelser, som bliver rundsendt til samtlige kommuner og informerer om
kommende lovgivning, publikationer og deres tilgængelighed på internettet. De nationale
evalueringsenheder har her fortrinsret, idet de har landsdækkende distribuering af bl.a.
pædagogiske redskaber til kommuner i forbindelse med nye reformer. Videnspredningen er
altså ofte initieret på baggrund af statslige tiltag. Det er derfor ikke kun en vidensspredning,
der foregår, men også en vidensstyring.
I forhold til evaluering og dokumentation fungerer professioner, i samspil med statslige
enheder og initiativer, som centrale vidensproducenter. De skal levere viden om praksis, men
ud fra redskaber, som er eksternt udviklede. Indenfor Foucault-inspirerede tilgange kan de
pædagogiske redskaber beskrives som bidragende til såkaldte vidensregimer og
selvteknologier (Rose 1995a: 48, 1995b:175). Der er gensidig afhængighed mellem viden og
magt. Pædagogen er både vidensprocessens subjekt og objekt. Pædagogen bliver således
indsat i rollen som professionsudøver og som aktiv vidensproducent. Set ud fra en sådan optik
er der tale om teknologier, der bidrager til at individet styrer sig selv eller så at sige inderliggør
styringen. Det er karakteristisk for disse styringsbestræbelser, at selve den vidensskabende
proces fremstår som neutral (Andersen 2007 kap. 7).
Tilbage til vidensstyring kan der åbent spørges: Hvad sker der når pædagogiske teknologier
bliver spredt via forskellige nationale enheder, ministerier mfl. og via internet? På hvilke måder
sætter videnstyring sig igennem og hvem bringes i forbindelse med hvem? Vi konkretiserer her
35