Dokumentation og evaluering mellem forvaltning og pdagogik ... - Bupl

Lindensjö og Lundgren opererer med termen oversættelse, dette med henblik på at indramme
reformønskets bevægelse gående fra et politisk niveau inden for formuleringsarenaen til det
praktiske niveau i realiseringsarenaen. De beskriver de mange instanser, systemer og grupper
som et reformudspil skal bevæge sig igennem. Bevægelsen ned igennem dette hierarki
forudsætter, at reformforslaget oversættes gang på gang til de implicerede faggruppers eget
sprog. Det kan ikke ske mekanisk og direkte, men skal forstås som fortolkningsprocesser. Ved
hver enkelt oversættelse og fortolkning ændres den oprindelige hensigt og mening en smule,
dvs. reforminitiativet omfortolkes og genopfindes talrige gange fra formulering til realisering.
Dette sker ikke af ond vilje eller af mangel på kompetence, men som resultat af samfundets
opfattende arbejdsdeling mellem talrige grupper af fag, fagkulturer, professioner og
vidensformer. I relation til vores undersøgelse kan vi erindre om
oversættelsesproblematikkerne fra statslig lovgivning til kommunalt niveau, videre til
institutionsniveau og til den enkelte medarbejder. Endvidere om de forskellige videns- og
støtteproducerende institutioner og enheder, centre, professionshøjskoler og konsulenter, der
hver især tilbyder deres tolkninger (og løsninger).
Lindensjö og Lundgren peger videre på, at formuleringsarenaen i de nuværende samfund i
tiltagende grad overbelastes med mange forskellige og evt. modstridende aktør- og
interessegrupper. Hvilket, i sidste ende, gør det til et kompliceret valg at vurdere hvilke
formuleringer og fortolkninger der skal tillægges størst vægt. Hertil kommer at ekspansionen
af medierne betyder at påvirkningsformerne fra formulerings- til realiseringsarena forløber
igennem flere og forskelligartede medier, hvilket yderligere øger uoverskueligheden mht. hvad
der viser sig at blive overført (Lindensjö og Lundgren 2000: 175).
Man kan betragte alle disse forhold, og de mulige komplikationer de kan give anledning til,
som uomgængelige grundvilkår for det nugældende uddannelsespolitiske reformarbejde.
Gennem øget decentralisering og selvstyring kan man i princippet øge mulighederne for at
man på realiseringsarenaen kan arbejde med vedkommende problematikker, på den anden
side medfører det at man fra centralt hold kan risikere at komme til at savne viden om hvad
der sker decentralt. Gennem øget centralisering kan man søge at styre realiseringsniveauet
mere direkte, på den anden side medfører det risiko for, at problemidentifikationen ikke
opleves relevant på decentralt niveau og derfor enten overhøres eller skaber modstand. De
fleste styringsforsøg opererer med en balance herimellem. Vi kan her erindre om, at vi på det
kommunale niveau såvel har set styring via et hierarki bestående af kontrakter og flere
ledelsesniveauer som dialogisk orienteret styring og netværksdannelse, dvs. forskellige forsøg
på at balancere mellem central og decentral styring.
128