Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 6 · Udvalgte asylretlige problemstillinger
holdsmæssig straf ved tilbagevenden til hjemlandet. Ved Flygtningenævnets
afgørelse af marts 1999 var dette fortsat blevet lagt til grund, men klageren fik
opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, på grund af de generelle
forhold for etniske albanere i Kosovo på daværende tidspunkt. Flygtningenævnet
tiltrådte, at grundlaget for klagerens opholdstilladelse ikke længere
var til stede, jf. udlændingelovens § 19, stk. 1, idet situationen i Kosovo for etniske
albanere nu var afgørende forandret bl.a. ved Jugoslaviens tiltræden af G8-
landenes fredsplan og indsættelse af KFOR-styrkerne og UNMIK-administrationen.
Efter alt foreliggende var forandringen stabil og holdbar. Flygtningenævnet
kunne ikke fæste lid til klagerens forklaring om, at han risikerede asylbegrundende
forfølgelse eller tilsvarende overgreb, hvis han vendte tilbage som
følge af, at ”ukendte mænd” havde spurgt efter ham hos forældrene. Oplysningen
var helt ny og diffus i sin rækkevidde, og skulle der være nogen realitet i
den, måtte klageren henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Vedrørende
udlændingelovens § 26, stk. 1, bemærkedes, at klageren havde opholdt
sig her i landet siden juni 1996 og talte og skrev dansk rimeligt. Han havde
arbejdet som fabriksarbejder fra oktober 2001 til marts 2002, og siden april 2002
havde han uddannet sig på en teknisk skole, senest til svejser. Han havde på
den anden side ikke ægtefælle eller familie i Danmark, mens han havde forældre
og søskende i hjemlandet, som han havde opretholdt en vis forbindelse
med. Flygtningenævnet fandt på den baggrund ikke, at det ville virke særligt
belastende for klageren at vende tilbage til Kosovo. Klagerens psykiske problemer
var efter nævnets opfattelse ikke af en sådan varighed og alvor, at de alene
kunne begrunde, at udlændingelovens § 26 skulle være til hinder for udsendelse.
BR12/44
Nævnet stadfæstede i maj 2003 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en
mandlig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro. Født 1978.
Indrejst juni 1998. Klageren blev i februar 1999 af Udlændingestyrelsen meddelt
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet
lagde vægt på, at forholdene i Kosovo nu var således ændret, at de generelle
forhold, der begrundede opholdstilladelsen, ikke længere var til stede.
Opholdstilladelsen kunne således inddrages i medfør af udlændingelovens
§ 19, medmindre dette ville virke særligt belastende for klageren, jf. § 26. Ved
afgørelsen af, om dette var tilfældet, var nævnet opmærksom på, at klageren
var velintegreret i det danske samfund og selv havde skaffet sig arbejde, og at
han havde en tilknytning til sin herboende broder og dennes familie. Flygtningenævnet
måtte imidlertid også lægge vægt på, at klageren fortsat havde forældre
og søskende boende i sin hjemby, hvor han selv havde boet indtil han var
20 år, og at han ikke under sit ophold i Danmark havde stiftet egen familie. På
denne baggrund og efter en samlet vurdering fandt nævnet at en inddragelse
112