Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 4 · Grundlaget for og behandlingen af asylsager
at ansøgeren tilhørte en minoritetsklan. På denne baggrund, sammenholdt
med, at ansøgeren gennem en længere årrække har måttet leve skjult i den nu
afdøde mosters hus af frygt for overgreb, som hun også blev udsat for fra medlemmer
af en rivaliserende klan, da hun en enkelt gang forlod huset, fandt nævnets
flertal, at der ikke kunne ses bort fra, at ansøgeren ved en tilbagevenden til
det sydlige Somalia risikerede umenneskelig og nedværdigende behandling
som omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. BR12/4
Flygtningenævnet stadfæstede i juli 2003 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende
en mandlig statsborger fra Rusland, født i 1974. Indrejst i oktober 2002.
Flygtningenævnet udtalte, at ansøgeren og hans samlever havde forklaret om
en række episoder i årerne 2001 og 2002, herunder overfald, telefontrusler, ransagning,
anholdelse samt tilbageholdelse med voldtægt i cellen på politistationen.
Ansøgerens og samleverens forklaringer havde ikke været ganske overensstemmende
i en del detaljer, for eksempel med hensyn til en avisartikel og
hvem, der var klaget til, men Flygtningenævnet fandt ikke at kunne afvise, at
ansøgeren og samleveren havde været udsat for de pågældende begivenheder.
Flygtningenævnet fandt dog ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren og
samleveren i forbindelse med en anholdelse i juni 2002 blev voldtaget. Flygtningenævnet
lagde vægt på, at hverken ansøgeren eller samleveren havde
omtalt det i asylansøgningsskemaerne, og at ansøgeren ikke lod sig undersøge
herfor under en undersøgelse hos en retsmedicinsk læge. Flygtningenævnet
fandt ikke, at ansøgeren og samleveren blev forfulgt af grunde, der var omfattet
af Flygtningekonventionen. Med hensyn til ansøgerens homoseksualitet
bemærkedes, at homoseksualitet ikke er strafbart i Rusland, og at det måtte
lægges til grund, at begivenhederne havde haft afsæt i beskyldninger om økonomisk
kriminalitet. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at blive
meddelt opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1. Flygtningenævnet
kunne ikke afvise, at enkelte personer indenfor politiet i hjembyen havde
været involveret i den økonomiske kriminalitet og havde taget del i overfald
med videre på ansøgeren og hans samlever. Flygtningenævnet fandt imidlertid
ikke noget grundlag for at antage, at den eller de pågældende enkeltpersoner
inden for politiet havde handlet med opbakning fra politimyndighederne.
Ansøgeren og samleveren havde alene foretaget anmeldelser til politimyndigheder
i hjembyen, men havde ikke rettet henvendelse til overordnede myndigheder
uden for hjembyen. På denne baggrund havde Flygtningenævnet ikke
grundlag for at antage, at overgrebene mod ansøgeren og hans samlever var
myndighedsunderstøttede, eller at myndighederne ikke havde vilje og evne til
at beskytte ansøgeren og hans samlever. Flygtningenævnet bemærkede i den
forbindelse tillige, at ansøgeren og hans samlever, uanset at det kunne være
vanskeligt at finde bolig og arbejde andre steder, måtte kunne tage ophold for
55