Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 7 · Praksis i spontansager opdelt efter ansøgernes nationalitet
Flygtningenævnet bemærkede i øvrigt, at ansøgerens morbroder, som efter
ansøgerens forklaring betalte Jamiat-i-Islami bestikkelse for ansøgerens løsladelse,
og som drev handel med te, fortsat boede i samme område, som ansøgeren
kom fra. BR12/90
Nævnet meddelte i december 2003 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig
ansøger fra Afghanistan, født 1965. Indrejst i august 2001. I perioden 1990 til
1995 arbejdede ansøgeren som læge på et Røde Kors hospital i Pakistan. I 1993
blev hospitalsdirektøren dræbt af en afghaner. Ansøgeren kontaktede politiet
og samarbejdede med dem. På baggrund af samarbejdet blev drabsmanden
pågrebet. Efterfølgende blev ansøgeren truet på livet af nogle bevæbnede
afghanere fra et flygtningecenter, og han blev truet på livet af drabsmandens
slægtninge. Drabsmanden havde tilknytning til Jamiat. Efter at Røde Kors centrale
kontor i Islamabad fik kendskab hertil, gav de ham besked på at komme
til deres kontor i Islamabad. Herfra blev der via et Røde Kors kontor i Tyskland
taget kontakt til UNHCR, som blev bedt om at sende ansøgeren til et andet
land. Det ønskede ansøgeren dog ikke, og han besluttede sig derfor for at flytte
til Quetta 1.200 km. derfra. Han blev ansat på et hospital, hvor han kunne arbejde
frem til november 1995. I september 1993 begyndte han at modtage trusler
ved telefoniske henvendelser fra de samme afghanere, som havde truet ham i
Punjab. Efter nogle telefoniske trusler, kom to bevæbnede personer en nat til
det hus, hvor han boede alene. Det lykkedes ansøgeren at flygte via naboens
hus. Da ansøgeren ikke kunne fortsætte sit liv i Pakistan, vendte han tilbage til
Afghanistan. Efter at have boet et stykke tid i Kabul, flyttede han til Gardiz,
hvor han startede med at arbejde i private klinikker. I 1997 skiftede han til sundhedsvæsenets
hospital i Jalalabad, hvor han blev ansat som narkoselæge. Taleban
havde på det tidspunkt kontrollen over provinsen, og de krævede, at ansøgeren
skulle bedøve forbrydere, så de kunne skære deres hænder eller fødder
af, hvilket ansøgeren nægtede. I juni 2001 gav Taleban ordre til, at ansøgeren
skulle bedøve en person, hvis hånd og fod skulle skæres af. Ansøgeren nægtede
fortsat at gøre dette, hvorefter han blev eftersøgt af Taleban. Flygtningenævnet
udtalte, at ansøgeren i Flygtningenævnet havde forklaret detaljeret og meget
troværdigt, også om de omstændigheder, der umiddelbart kunne have fremkommet
mindre sandsynligt. Flygtningenævnet lagde ansøgerens forklaring til
grund om, at han i 1993, blandt andet ved at vidne, medvirkede til, at en
afghansk læge blev dødsdømt for sit drab på en hospitalschef i Pakistan, og at
to andre mænd blev anholdt. Disses skæbne var ukendt. Ansøgeren modtog af
den grund trusler på livet og flygtede til Quetta og senere tilbage til Afghanistan,
hvor han flere gange skiftede opholdssted af frygt for de pågældende.
Eftersom det videre måtte lægges til grund, at der havde været trusler og forespørgsler
efter ansøgeren ikke kun umiddelbart efter hændelserne i 1993, men
155