Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 7 · Praksis i spontansager opdelt efter ansøgernes nationalitet
genævnet lagde videre til grund, at ansøgeren under krigen var mobiliseret
som graver, og at han som følge heraf var blevet opsøgt efter krigen af UCKmedlemmer
og andre, som søgte oplysninger om deres pårørende. Flygtningenævnet
fandt imidlertid ikke, at de trusler og den behandling, som ansøgeren
havde været udsat for i forbindelse hermed, havde haft et sådant omfang eller
intensitet, at det kunne karakteriseres som asylbegrundende forfølgelse. Heller
ikke de generelle forhold for goranier fandtes at give grundlag for meddelelse
af opholdstilladelse, i hvilken forbindelse Flygtningenævnet henviste til
UNHCRs rapport om situationen for etniske minoriteter i Kosovo fra marts
2003, hvoraf fremgår, at der sker en fortsat forbedring af sikkerhedssituationen
i området. Flygtningenævnet udtalte for så vidt angik den kvindelige ansøger,
at hun som begrundelse for ansøgningen særligt havde henvist til, at hun i
begyndelsen af år 2000 var udsat for et overgreb fra en albaners side. Uanset om
dette var tilfældet, fandt Flygtningenævnet ikke, at der var tale om et asylbegrundende
forhold, idet ansøgeren henvistes til at søge de lokale myndigheders
beskyttelse. Heller ikke de foreliggende oplysninger om ansøgerens psykiske
tilstand kunne begrunde meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens
§ 7. BR12/227
Nævnet meddelte i april 2003 opholdstilladelse (F-status) til et ægtepar og
deres fire børn fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født i 1959 (M)
og 1961 (K). Flygtningenævnet lagde for så vidt angik begge ansøgere til
grund, at ansøgerne er romaer fra Kosovo, og at den mandlige ansøger i 1999
blev opsøgt af serberne samt blev udsat for chikane og voldelige overgreb.
Flygtningenævnet kunne endvidere lægge til grund, at ansøgernes søn var blevet
dræbt i forbindelse med en granateksplosion. Flygtningenævnet lagde videre
til grund, at familien var blevet opsøgt af UCK-medlemmer i juni 1999, hvor
ansøgerne blev udsat for meget grove overgreb. Den mandlige ansøger blev
som følge af de nævnte overgreb indlagt på et hospital i tre måneder. Den kvindelige
ansøger og børnene flygtede til Bujanovac, hvor den mandlige ansøger
senere sluttede sig til dem. Opholdet fandt sted i en teltlejr, hvor ansøgerne
blandt andet blev opsøgt af politiet og havde problemer med den serbiske civilbefolkning.
Flygtningenævnet måtte for så vidt angik den mandlige ansøger
efter de foreliggende lægelige oplysninger om ansøgerens psykiske tilstand
under opholdet i Danmark lægge til grund, at ansøgeren var blevet meget
stærkt påvirket af begivenhedsforløbet, og at han havde en velbegrundet subjektiv
frygt for at vende tilbage til hjemlandet. Uanset at de generelle forhold for
romaer i Kosovo provinsen var forbedrede og ikke i sig selv kunne anses for
asylbegrundende, fandt Flygtningenævnet efter en samlet vurdering af ansøgerens
forhold, særligt ansøgerens stærkt subjektive frygt for en tilbagevenden, at
det ikke burde kræves, at ansøgeren vendte tilbage til hjemlandet. Flygtninge-
250