Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 7 · Praksis i spontansager opdelt efter ansøgernes nationalitet
nes forklaringer til grund, hvorefter den mandlige ansøger blev tvangsmobiliseret
af serberne til den jugoslaviske hær fra marts til juni 1999, hvor han var
vidne til, at de fleste af hans kammerater blev dræbt, og at ansøgerne i tiden
herefter indtil udrejsen var udsat for hærværk, trusler og trusselsbreve fra albanere
og for bombesprængninger i byen fra albansk side. Flygtningenævnet lagde
endvidere til grund, at albanere fortsat opsøgte og truede den mandlige
ansøgers familie. Flygtningenævnet lagde efter de foreliggende psykologerklæringer
til grund, at den mandlige ansøger havde været stærkt påvirket af begivenhederne
og måtte antages at have en velbegrundet subjektiv frygt for at
vende tilbage til hjemlandet. Flygtningenævnet lagde herved særligt vægt på,
at den mandlige ansøger allerede fra januar 2000 til udrejsen i august 2001 havde
været i behandling i hjemlandet. Flygtningenævnet fandt efter en samlet
vurdering af den mandlige ansøgers forhold ikke, at det burde kræves, at ansøgerne
vendte tilbage til hjemlandet. BR12/226
Nævnet stadfæstede i marts 2003 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende
et ægtepar fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født i 1963 (M) og
1973 (K). Indrejst i december 2001. Ansøgerne er etniske goranier. Fra 1990 til
1999 var den mandlige ansøger medlem af SPS og havde blandt andet været
formand for den lokale afdeling i sin landsby. Den mandlige ansøger, der havde
været chef på en kirkegård, var under krigen i 1999 sammen med sit personale
fra kirkegården udskrevet af de serbiske myndigheder til en civil begravelsesenhed
på den kirkegård, som han vedligeholdt. I september 1999 havde den
mandlige ansøger samtaler med undersøgere fra Den Internationale Krigsforbryderdomstol
for Det Tidligere Jugoslavien, som ønskede at vide, om ansøgeren
havde kendskab til massegrave. Dette havde ansøgeren imidlertid ikke.
Den mandlige ansøger blev efterfølgende flere gange tilbageholdt og afhørt af
UCK i fem til seks timer ad gangen, der ønskede at få at vide, hvor deres dræbte
lå begravet. Han blev i den forbindelse ikke udsat for overgreb. Ansøgeren havde
både på grund af sit medlemskab af SPS og sit arbejde været udsat for verbal
chikane fra civile albanere. I begyndelsen af august 2000 rejste ansøgeren til
Montenegro for at undgå truslerne og chikanen fra UCK. I september 2000
vendte ansøgeren tilbage til hjemlandsbyen. Den kvindelige ansøger havde
siden 1999 haft problemer med en gammel albansk mand, som havde mistet sin
søn under krigen. Hun blev opsøgt syv gange af denne mand og blev i år 2000,
mens ansøgeren ikke befandt sig på bopælen, voldtaget af ham som hævn for,
at ansøgerens mand ikke havde fortalt, hvor sønnen var begravet. Fra oktober
2000 til december 2001 havde den kvindelige ansøger været i behandling for
PTSD i Prizren. Flygtningenævnet lagde for så vidt angik den mandlige ansøger
til grund, at han fra 1990 havde været medlem af SPS. Det fandtes ikke
sandsynliggjort, at der var tale om et særligt profileret medlemskab. Flygtnin-
249