Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 7 · Praksis i spontansager opdelt efter ansøgernes nationalitet
ske statsborgere kunne genoptages. Koordinationsudvalget ophævede samtidig
berostillelsen af udsendelsesforanstaltningerne vedrørende irakiske statsborgere,
der af Flygtningenævnet har fået afslag på asyl.
I perioden den 1.-3. december 2003 var Udlændingestyrelsen og Dansk Flygtningehjælp
på fact-finding mission til Amman for at undersøge asylrelevante
forhold i Irak.
De første sager efter genoptagelsen af sagsbehandlingen blev behandlet i Flygtningenævnet
den 15. januar 2004, og frem til den 1. juni 2004 har nævnet
behandlet 363 sager.
I det følgende er der alene medtaget resumé af nogle få sager vedrørende irakiske
statsborgere, der er behandlet i beretningsåret, da afgørelserne efter Saddam
Hussein-styrets fald primært har historisk interesse. For så vidt angår
praksis i sager vedrørende irakiske statsborgere inden Saddam Hussein-styrets
fald, kan der endvidere henvises til Formandskabets 11. beretning, 2002, side
210 ff.
Det bemærkes, at ansøgningen om asyl i alle de refererede sager er indgivet før
den 1. juli 2002.
7.19.1 Konflikter med myndighederne eller med myndighedspersoner
Nævnet stadfæstede i januar 2003 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende
en mandlig irakisk statsborger, født i 1957. Indrejst i september 2001. I 1986 blev
ansøgerens bror henrettet efter at være blevet beskyldt for at være medlem af
Al-Dawa partiet. Herefter blev ansøgeren anholdt og afhørt om broderens forhold.
Han blev løsladt, da han ikke havde nogen oplysninger, men blev efterfølgende
overvåget, ligesom han blev pålagt meldepligt. Efter sine søskendes
udrejse, blev ansøgeren afhørt og tvunget til at reparere biler gratis for myndighederne
på sit værksted. Efter en anholdelse i 2000, hvor ansøgeren blev udsat
for hårdhændet behandling, udrejste ansøgeren. Flygtningenævnet lagde til
grund, at ansøgeren i 1986 havde været tilbageholdt i 10 dage, og at han i
august 2000 var blevet tilbageholdt i ca. fire uger og udsat for hårdhændet behandling,
hvilket resulterede i, at han blev hospitalsindlagt i ca. fem måneder.
Efter udskrivningen vendte ansøgeren tilbage til sit hjem, hvorefter han solgte
sit hus og sin forretning. Nævnet fandt ikke, at den chikane, som ansøgeren
gennem årene havde været udsat for i form af to tilbageholdelser, hvorunder
han var blevet hårdhændet behandlet, samt meldepligt, havde haft en sådan intensitet,
at det kunne anses for asylbegrundende forfølgelse. Ansøgeren havde
ikke været politisk aktiv. Den omstændighed, at ansøgerens fætter var leder af
211