Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 4 · Grundlaget for og behandlingen af asylsager
sagen inden tre uger, hvorefter sagen vil blive afgjort på skriftligt grundlag af
formanden eller en af næstformændene eller henvist til mundtligt nævnsmøde.
Henset til sagernes hastende karakter anmodes advokaten endvidere om straks
at meddele Flygtningenævnets sekretariat, såfremt den pågældende ikke finder
at kunne påtage sig sagen på dette vilkår.
I tilfælde af overskridelse af tre ugers fristen vil Flygtningenævnet under henvisning
til § 55, stk. 2, kunne beskikke en anden advokat.
I 2003 har nævnet truffet afgørelse i 25 sager, der har været forsøgt afgjort i
åbenbart grundløs-proceduren. 15 sager, der alle blev stadfæstet, er afgjort på
formandskompetencen. Ti sager blev henvist til mundtlig behandling og heraf
blev ni stadfæstet, mens der i en sag blev meddelt tilladelse efter udlændingelovens
§ 7, stk. 2.
Som eksempler på Flygtningenævnets praksis i sager, der er afgjort på formandskompetencen,
kan nævnes:
Nævnet stadfæstede i januar 2003 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende
et ægtepar fra Slovakiet, født i 1957 (M) og 1966 (K), samt tre børn. Indrejst i juli
2002. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgerne er etniske romaer fra Slovakiet.
Ansøgerne havde som asylmotiv henvist til, at deres to sønner efter tilbagekomsten
fra Danmark i august 2001 havde været udsat for seksuelle overgreb
begået af politibetjente i hjembyen, og at den mandlige ansøger i forbindelse
med anmeldelse af overgrebene blev overfaldet af nogle betjente. Flygtningenævnet
fandt, at der var en række divergenser i den mandlige og den
kvindelige ansøgers forklaringer, herunder om anmeldelsen af overgrebene
begået imod sønnerne samt om det efterfølgende overgreb begået imod den
mandlige ansøger. Uanset om ansøgernes forklaringer lagdes til grund, fandt
Flygtningenævnet ikke, at der forelå overgreb af en sådan karakter, at det kunne
betegnes som en myndighedsunderstøttet forfølgelse af ansøgerne. Nævnet
lagde vægt på, at overgrebene blev begået af de samme få betjente fra lokalområdet.
Flygtningenævnet fandt derfor, at ansøgerne måtte henvises til at klage
over politibetjentenes handlemåde til relevant overordnet slovakisk myndighed.
Flygtningenævnet fandt endvidere ikke, at de generelt vanskelige forhold
for etniske romaer i Slovakiet, hverken i sig selv eller i sammenhæng med det
tidligere anførte, kunne bevirke, at der skulle meddeles ansøgerne asyl. Flygtningenævnet
havde herved tillagt det nogen vægt, at ansøgerne i perioden fra
1999 til 2001 fire gange havde søgt asyl i Danmark, og at ansøgerne hver gang
var blevet meddelt afslag på asyl i proceduren for åbenbart grundløse sager.
66