Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 7 · Praksis i spontansager opdelt efter ansøgernes nationalitet
at ansøgeren ville være i risiko for en sådan forfølgelse ved en tilbagevenden til
hjemlandet. BR12/182
7.19.3 Etniske og religiøse forhold
Nævnet meddelte i januar 2003 opholdstilladelse (F-status) til et ægtepar fra
Irak, født i 1926 (M) og 1944 (K). Indrejst i marts 2000. Flygtningenævnet lagde
ansøgernes forklaringer til grund. Nævnet lagde vægt på, at ansøgerne tilhører
det turkmenske mindretal i Irak, og at den mandlige ansøger gennem en lang
årrække havde fremstået som en person af betydning i Kirkuk, navnlig i forbindelse
med sin undervisning i engelsk på universitetsniveau samt for sin tilkendegivne
støtte til den turkmenske sag, ligesom den mandlige ansøger, der
grundet sygdom var gået på pension i 1977, havde tilkendegivet, at han ikke
ønskede at agitere eller skrive for Baath-partiet. Nævnet lagde endvidere til
grund, at ansøgerne og navnlig den mandlige ansøger havde været udsat for de
irakiske myndigheders henvendelser, herunder korte tilbageholdelser af den
mandlige ansøger, i forbindelse med sønnernes udrejse i 1991 og 1992, idet de
to sønner havde unddraget sig værnepligt, og hvorefter navnlig den mandlige
ansøger var blevet udsat for et pres for at bringe sønnerne tilbage. Nævnet lagde
endelig til grund, at en nabo og god bekendt havde advaret ansøgerne i 1995
om, at den mandlige ansøger risikerede pågribelse, hvorefter ansøgerne, uden
at sælge deres faste ejendom, havde skaffet sig udrejsetilladelse til Tyrkiet
blandt andet ved betaling af bestikkelse og ved den bekendtes hjælp og derpå
straks udrejste. Ansøgerne havde herefter opholdt sig i Istanbul i perioden 1995
til 1999, hvor ansøgerne rejste legalt til Danmark på besøgsvisum, herunder
havde den mandlige ansøger i februar 2000 fået fornyet sit irakiske pas på den
irakiske ambassade i Tyrkiet. Det bemærkedes herved, at ansøgerne havde forklaret,
at passet var blevet udstedt ved hjælp af en forbindelse og ved hjælp af
betaling af betydelig bestikkelse, uden at den mandlige ansøger var kommet til
stede på ambassaden. Ved vurderingen af ansøgernes situation ved en tilbagevenden
lagde nævnet afgørende vægt på, at den mandlige ansøger, således som
det var dokumenteret ved fremlæggelse af publicerede artikler til sagen, under
opholdet i Istanbul havde skrevet en lang række artikler navnlig om turkmenske
forhold, men med udtalt kritik af de irakiske myndigheders fremfærd herunder
overfor turkmenere i Kirkuk-området. Når dette blev sammenholdt med
ansøgernes baggrund og det oplyste om ansøgernes alder og helbredsforhold
og ansøgernes fremtræden i nævnsmødet, fandt nævnet samlet ikke at kunne
afvise, at ansøgerne ved en tilbagevenden til Irak risikerede at komme i de irakiske
myndigheders søgelys på en måde, som det ikke kunne kræves, at ansøgerne
blev udsat for. Nævnet fandt herefter samlet, at ansøgerne havde krav på
opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse 711
af 1. august 2001. BR12/183
215