Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 7 · Praksis i spontansager opdelt efter ansøgernes nationalitet
get, da det blev klart for ledelsen, at hun var af armensk oprindelse. Nævnet
lagde videre til grund, at familien i november 2000 og i januar og februar 2001
modtog trusselsbreve, at familien blev udsat for telefontrusler, at ansøgernes
yngste søn i januar 2001 blev overfaldet og hans hund slået ihjel, at den mandlige
ansøgers fader i januar 2001 blev overfaldet og udsat for adskillige knivstik,
at familien på grund af chikanen måtte sælge og flytte fra deres lejlighed, at de
i den nye lejlighed i august 2001 blev fundet og på ny blev chikaneret og truet,
og endelig at den kvindelige ansøger forgæves søgte politiets beskyttelse ved
overfaldet på sønnen. Under hensyn til ansøgernes blandede etnicitet, sammenholdt
med den vedvarende chikane og forfølgelse, som familien havde været
udsat for, særligt de seneste 9 måneder før deres udrejse, fandt nævnet, at
ansøgerne havde sandsynliggjort, at de på grund af deres etniske tilhørsforhold,
havde været udsat for asylbegrundende forfølgelse, som det ikke har vist
sig muligt at opnå myndighedernes beskyttelse mod. BR12/145
Ansøgning om asyl er indgivet efter den 1. juli 2002
Nævnet stadfæstede i september 2003 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende
en mandlig statsborger fra Aserbajdsjan, født i 1952. Indrejst i februar
2003. Ansøgeren er etnisk moldovin. Det fremgår af sagen, at ansøgeren omkring
februar 2002 begyndte at hjælpe en ven, som var våbenhandler. Ansøgerens
ven blev anholdt, hvorefter ansøgeren begyndte at leve i skjul. Herefter
blev ansøgerens bopæl opsøgt af politiet, men ansøgeren var ikke til stede. Bopælen
blev ransaget og ansøgerens søn blev udsat for overgreb. Flygtningenævnet
kunne ikke lægge ansøgerens forklaring om asylmotivet til grund.
Ansøgeren havde forklaret divergerende på flere punkter omkring det centrale
i asylmotivet. I asylansøgningsskemaet havde ansøgeren således forklaret, dels
at det var i november 2002, at han talte med sin vens ægtefælle og fik at vide, at
vennen var blevet arresteret, dels at det var umiddelbart herefter, at han begyndte
at gemme sig. Ansøgeren havde derimod under nævnsmødet forklaret,
at det var i begyndelsen af december 2002, at han opsøgte vennens ægtefælle,
og ansøgeren havde under samtalen med Udlændingestyrelsen forklaret, at
han i perioden fra besøget hos vennen og frem til husransagningen hos ansøgeren
selv fortsatte med at arbejde, og først derefter gik i skjul. På denne baggrund
måtte Flygtningenævnet forkaste ansøgerens forklaring om, at han
skulle være eftersøgt af politiet som følge af sin medvirken til vennens våbenhandel
som værende usandsynlig. Selvom ansøgerens forklaring kunne have
været lagt til grund, fandt Flygtningenævnet ikke, at dette ville have ført til et
andet resultat. Der ville i givet fald have været tale om en almindelig kriminel
handling, som ikke var omfattet af bestemmelsen i udlændingelovens § 7. Det
blev i den forbindelse bemærket, at det ikke var sandsynliggjort, at våbenhandlen
skulle have haft noget politisk islæt. Flygtningenævnet fandt endvidere
189