Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 5 · Sager indbragt for internationale organisationer
havde været udsat for forskellige former for tortur. Nævnet lagde imidlertid
afgørende vægt på en erklæring fra Retsmedicinsk Institut hvoraf det blandt
andet fremgår, at der ved undersøgelsen af ansøgeren ikke umiddelbart er fundet
oplagte fysiske og psykiske følger efter tortur, som oplyst af ansøgeren.
Flygtningenævnet tilsidesatte herefter den mandlige ansøgers forklaring om, at
han havde været udsat for den angivne tortur. Flygtningenævnet fandt videre,
at det anførte afgørende svækkede tilliden til den mandlige ansøgers forklaring
om hans andre forhold. Det bemærkedes endvidere, at den kvindelige ansøgers
forklaring for nævnet havde fremstået som mindre overbevisende, og at hun –
trods gentagen udspørgning – alene i generelle vendinger havde kunnet forklare
om årsagen til den endelige beslutning om udrejsen. Nævnet kunne herefter ikke
lægge ansøgernes forklaring om deres asylmotiv til grund. Flygtningenævnet
ville dog ikke afvise ansøgernes forklaring om, at den mandlige ansøger havde
udført aktiviteter for ”Borgerunionen” vedrørende forskellige borgerrettighedsspørgsmål.
Nævnet ville heller ikke udelukke, at der havde været visse konflikter
med myndighederne, og at der i den forbindelse blandt andet var blevet foretaget
ransagning af deres hus. Efter en samlet vurdering af ansøgernes forklaringer
og sagens oplysninger fandt nævnet, at klagerne ikke på overbevisende og
troværdig måde havde sandsynliggjort, at de efter deres tilbagevenden i 1994 og
frem til udrejsen i 1999 havde været udsat for asylrelevante overgreb, eller at de
ved en tilbagevenden ville være i en sådan risiko herfor, at der var grundlag for
at meddele dem opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7.
I juni 2002 meddelte Flygtningenævnet afslag på en anmodning om genoptagelse
af sagen.
Ansøgeren indbragte herefter sagen for FN´s torturkomité. I klagen blev der henvist
til, at den pågældende risikerede at blive udsat for tortur ved en tilbagevenden
til sit hjemland, hvilket ville være i strid med torturkonventionens artikel 3.
Den pågældendes frygt for at blive udsat for tortur blev understøttet af påstanden
om tidligere at være blevet udsat for tortur, samt at ansøgeren var et aktivt
medlem af ”Borgerunionen” og var blevet dømt for et strafbart forhold. Klagen
blev tillagt opsættende virkning med hensyn til den pågældendes udrejsefrist.
I november 2003 traf FN´s torturkomité afgørelse i sagen. Komitéen fandt ikke,
at Danmark havde overtrådt konventionens artikel 3. Komitéen bemærkede
blandt andet, at klagerens primære anbringende relaterede sig til den måde,
hvorpå Flygtningenævnet havde afgjort sagen, herunder nævnets vurdering af
den lægelige rapport fra Retsmedicinsk Institut. Komitéen bemærkede, at klageren
ikke havde sandsynliggjort, at han ved en tilbagevenden til hjemlandet
ville blive udsat for tortur.
92