Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 4 · Grundlaget for og behandlingen af asylsager
Kapitel 4
Grundlaget for og behandlingen af asylsager
4.1 Udlændingelovens § 7
Der har ikke i beretningsåret været ændringer af udlændingeloven, der har haft
betydning for Flygtningenævnets virksomhed. Udlændingelovens § 7, stk. 2,
blev imidlertid ændret i juli 2002, og nævnet har i beretningsperioden behandlet
sager, hvor ansøgning om asyl er indgivet både før ændringen af § 7, stk. 2,
trådte i kraft og efter ændringen af § 7, stk. 2. I det følgende gennemgås derfor
først § 7, stk. 1, og derefter § 7, stk. 2, i begge udgaver.
4.1.1 Udlændingelovens § 7, stk. 1 (konventionsstatus)
Efter udlændingelovens § 7, stk. 1, gives der efter ansøgning opholdstilladelse
til en udlænding, hvis udlændingen er omfattet af Flygtningekonventionen af
28. juli 1951. Efter konventionens artikel 1, litra A, nr. 2, betragtes en person som
flygtning, såfremt den pågældende:
”…som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion,
nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske
anskuelser befinder sig uden for det land, i hvilket han har statsborgerret, og
som ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt ikke ønsker – at søge dette
lands beskyttelse, eller som ikke har nogen statsborgerret, og som på grund af
sådanne begivenheder befinder sig uden for det land, hvor han tidligere havde
fast bopæl, og ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt ikke ønsker – at
vende tilbage dertil.”
Bestemmelsen i § 7, stk. 1, inkorporerer Flygtningekonventions artikel 1 A, i
dansk ret, således at flygtninge som udgangspunkt har et retskrav på opholdstilladelse.
Det fremgår af ordlyden af artikel 1 A, nr. 2, at ansøgeren skal nære en velbegrundet
frygt for forfølgelse. Heri ligger som udgangspunkt et krav om, at
ansøgerens frygt er understøttet af objektive kendsgerninger. Der kan imidlertid
foreligge situationer, hvor den subjektive frygt for forfølgelse er så velbe-
49