Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 4 · Grundlaget for og behandlingen af asylsager
genævnet lagde ansøgernes forklaringer til grund. Den kvindelige ansøger
fandtes ikke at have et selvstændigt asylgrundlag. Den mandlige ansøger tilhørte
ifølge UNHCR's anbefalinger fra september 2001 en særlig sårbar gruppe,
idet han både havde været lejrfange og havde afgivet vidneforklaring for ICTY
i Haag. Den mandlige ansøger havde opholdt sig cirka ti måneder i fangelejre
og herunder været udsat for stærkt traumatiserende oplevelser. Under hensyn
til at ansøgeren efter lejropholdet havde opholdt sig i Sarajevo indtil udrejsen i
2001, fandt Flygtningenævnet ikke, at lejropholdet i sig selv kunne begrunde,
at der i dag skulle meddeles ansøgeren asyl. Når imidlertid hensås til, at ansøgeren
i 2001 havde afgivet vidneforklaring for domstolen i Haag mod en af lejrlederne,
og at ansøgeren efter tilbagekomsten fra Haag i hvert fald i februar/
marts havde modtaget telefoniske trusler om likvidering i anledning af vidneforklaringen,
fandt Flygtningenævnet, at den mandlige ansøgers angivne subjektive
frygt for en tilbagevenden til Bosnien-Hercegovina var så velbegrundet,
at det ikke burde kræves, at ansøgerne vendte tilbage. BR12/23
Nævnet stadfæstede i juni 2003 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende
en kvindelig statsborger fra Bosnien-Hercegovina, født i 1974, samt et barn.
Indrejst i september 2000. Flygtningenævnet kunne i det væsentlige lægge
ansøgerens forklaring til grund, herunder også forklaringen om et overgreb i
maj 2000, som ansøgeren mente, var foranlediget af samleverens tidligere ægtefælle.
Efter de traumatiske oplevelser, som ansøgeren havde været udsat for
under krigen, blandt andet i forbindelse med Srebrenicas fald i 1995, fandt
Flygtningenævnet ikke, at det burde kræves, at ansøgeren skulle vende tilbage
til Republika Srbska. Flygtningenævnet fandt imidlertid, at ansøgeren kunne
henvises til at tage ophold i Føderationsområdet, hvor hun havde boet fra 1995
og frem til sin udrejse i september 2000. Flygtningenævnet fandt ikke, at de
traumatiske forhold, som ansøgeren havde været udsat for under krigen på
nuværende tidspunkt, hvor forholdene i Bosnien var afgørende ændret, kunne
begrunde asyl i Danmark. De overgreb, som ansøgeren havde forklaret om, at
hun havde været udsat for fra sin samlevers tidligere ægtefælles side – herunder
overfaldet i maj 2000 – måtte Flygtningenævnet lægge til grund var af privatretlig
karakter og uden hverken etnisk eller politisk indhold. Ansøgeren
måtte derfor henvises til at søge myndighedernes beskyttelse mod eventuelt
nye trusler fra samleverens tidligere hustrus side, idet Flygtningenævnet ikke
fandt det sandsynliggjort, at myndighederne ville savne evne eller vilje til at
yde en sådan beskyttelse. Oplysningerne om ansøgerens alvorlige psykiske
problemer kunne ikke føre til andet resultat i asylretlig henseende. Flygtningenævnet
udtalte endelig, at spørgsmålet om, hvorvidt der forelå sådanne humanitære
grunde, at ansøgeren ikke burde vende tilbage til hjemlandet, hører
under Integrationsministeriets kompetenceområde. BR12/24
70