Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 4 · Grundlaget for og behandlingen af asylsager
holdt, og at han under frihedsberøvelsen blev udsat for slag med bælte, spark
og lignende. Af ansøgerens forklaring fremgik, at tilbageholdelsen skyldtes en
ubegrundet mistanke om, at han var tilknyttet LTTE. Under de foreliggende
omstændigheder kunne Flygtningenævnet ikke lægge til grund, at ansøgeren
ved udrejsen var forfulgt, jf. udlændingelovens § 7. Efter baggrundsoplysningerne
var der i Sri Lanka en vis risiko for at blive udsat for tortur ved en tilbageholdelse.
Denne risiko kunne ikke vurderes at være af en sådan art, at denne
generelt kunne begrunde, at der må meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens
§ 7, stk. 2. Flygtningenævnet fandt ikke, at ansøgeren ved en tilbagevenden
til hjemlandet, også henset til hans alder, var i særlig risiko for tortur
eller andre forhold omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2. Flygtningenævnet
fandt derfor ikke, at ansøgeren opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse
efter denne bestemmelse. BR12/1
Nævnet stadfæstede i maj 2003 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en
kvindelig statsborger fra Pakistan, født i 1982. Indrejst i juni 2002. Ansøgeren
søgte asyl i juli 2002. Ansøgeren blev i december 2000 gift med en dansk statsborger,
og de fik et fællesbarn. Ansøgeren oplyste, at hun på grund af ægteskabet
med en udlænding og på grund af, at hun nu havde et barn af blandet herkomst,
ikke ville blive accepteret i det pakistanske samfund ved en eventuel tilbagevenden.
Flygtningenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren
ikke havde sandsynliggjort, at ægteskabet mellem hende og hendes nu afdøde
ægtefælle havde skabt asylrelevante konflikter for hende. Flygtningenævnet
lagde i denne forbindelse vægt på, at ægteskabet måtte anses for at være blevet
accepteret af familien, som arrangerede brylluppet, efter at ægtefællen konverterede
til Islam. Endvidere lagde Flygtningenævnet vægt på, at ansøgeren havde
opholdt sig i Pakistan efter sit bryllup i halvandet år og endvidere havde
opholdt sig i Pakistan cirka et halvt år efter, at ægtefællen var rejst tilbage til
Danmark, uden at ansøgeren havde sandsynliggjort, at hun i denne periode
havde været udsat for konflikter med familien, der kunne begrunde asyl. Uanset
om det måtte kunne lægges til grund for sagen, at ansøgeren ved en tilbagevenden
ville være i risiko for en eller anden form for konflikt med familien,
fandt Flygtningenævnet, at konflikten grundlæggende var privatretlig, og at
hun måtte henvises til at søge myndighedernes beskyttelse. Flygtningenævnet
fandt ikke grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden til hjemlandet
ville være i risiko for nedværdigende behandling eller straf fra myndighedernes
side og fandt derfor ikke grundlag for at meddele hende opholdstilladelse
efter Udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet stadfæstede derfor
Udlændingestyrelsens afgørelse. BR12/2
53