Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 7 · Praksis i spontansager opdelt efter ansøgernes nationalitet
forfølgelse ved en tilbagevenden til Iran. Flygtningenævnet fandt endelig ikke,
at det fysiske overgreb, som ansøgeren havde været udsat for i 1999, kunne begrunde,
at det ikke burde kræves, at ansøgeren vendte tilbage til hjemlandet.
Flygtningenævnet lagde herved vægt på, at ansøgeren havde opholdt sig i
hjemlandet i et år efter forholdet, og at ansøgeren først efter flere måneders ophold
i Danmark indgav ansøgning om asyl. BR12/190
7.20.3 Religiøse forhold og konvertering
Ansøgning om asyl er indgivet før den den 1. juli 2002
Nævnet stadfæstede i februar 2003 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende
en mandlig statsborger fra Iran, født i 1955. Indrejst i marts 2002. Ansøgeren
havde forinden indrejsen i Danmark haft ophold i Sverige og Norge i perioden
1999-2002. Flygtningenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren havde
forklaret, at han var overbevist kristen, fra han var 14 år gammel. Han havde
til de danske asylmyndigheder forklaret, at han ikke havde været i nogen kirke
i Iran, og at han ikke var blevet døbt i Iran, idet det var for farligt. Der var således
intet, der tydede på, at ansøgeren ved udrejsen var i de iranske myndigheders
søgelys. Ansøgeren blev først døbt under asylbehandlingen i Sverige.
Ansøgeren havde haft særdeles begrænsede aktiviteter i Norge og Sverige. Han
kunne således ikke tale svensk eller norsk og havde på et tidspunkt forklaret, at
han var analfabet. Han havde heller ingen aktiviteter haft af betydning i Danmark.
Flygtningenævnet kunne herefter ikke lægge til grund, at de iranske
myndigheder ville interessere sig for ansøgerens religiøse forhold ved en tilbagevenden.
En fremlagt artikel med billede af ansøgeren i en svensk avis af religiøst
tilsnit kunne heller ikke her i landet tillægges nogen vægt. BR12/191
Nævnet stadfæstede i maj 2003 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en
kvindelig statsborger fra Iran, født i 1978. Indrejst i december 2000. Ansøgeren
havde under sagen blandt andet forklaret, at hendes nu afdøde ægtefælle, som
havde haft ophold i Danmark, var blevet tvunget til at samarbejde med Mujahedin
under krigen mellem Iran og Irak, at ansøgeren var blevet opsøgt af de
iranske myndigheder, der ønskede, at ansøgeren samlede og videregav informationer
om ægtefællen, og at nogle ukendte arabiske personer havde henvendt
sig i forbindelse med ægtefællens kristne begravelse i Danmark og skændet
liget af ansøgerens ægtefælle. Ansøgeren forklarede endvidere, at hun
under opholdet i Danmark var konverteret til kristendommen, og at hun var
blevet døbt. Flygtningenævnet lagde til grund, at ansøgeren på intet tidspunkt
havde været politisk aktiv. Ansøgerens afdøde ægtefælle var ifølge ansøgerens
oplysninger heller ikke politisk aktiv, inden han blev taget til fange og tvunget
ind i en Mujahedin-gruppe. Ansøgeren kunne efter indgåelsen af ægteskabet
udrejse legalt fra Iran. Det fandtes herefter ikke sandsynliggjort, at ansøgeren
220