Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 7 · Praksis i spontansager opdelt efter ansøgernes nationalitet
forfulgt ved sin tilbagevenden til Afghanistan på grund af sin faders og egne
aktiviteter under det kommunistiske styre indtil 1992. Ansøgerens forklaring
lagdes i det væsentligste til grund, hvorefter faderen var medlem af PDPA og
ansat i Indenrigsministeriet fra midten af 1980’erne til 1992 – senest som oberst.
I perioden 1990 til 1992 studerede ansøgeren russisk på universitetet i Kabul, og
han var her tilknyttet Revolutionsgarden, hvor han blandt andet havde vagtopgaver
ved universitetet, visiterede personer, ligesom han opsøgte personer
uden for universitetet for at kontrollere, om de havde aftjent værnepligt. Familien
flygtede i 1992 ved Mujahedins magtovertagelse fra Kabul til Mazar-e-Sharif,
hvor ansøgeren og faderen blev tilknyttet general Dostum. Faderen døde i
1997 i kamp i forbindelse med Talebans forsøg på at indtage Mazar-e-Sharif, og
ansøgeren flygtede herefter med sin familie til Takhar-provinsen, hvor han
levede i skjul for Mujahedin og Taleban indtil sin flugt til Danmark. Ansøgeren
havde endelig oplyst, at han ikke længere havde nogen familie i Afghanistan,
da han efter sin ankomst til Danmark havde fået oplyst, at hans ægtefælle, barn,
moder og mindre søskende skulle være blevet dræbt ved et raketangreb i
Mazar-e-Sharif efter ansøgerens udrejse. Særligt på baggrund af faderens og
ansøgerens tilknytning til det kommunistiske styre sammenholdt med, at ansøgeren
med sin familie havde levet i skjul for magthaverne i Afghanistan siden
1992, kunne et flertal af Flygtningenævnets medlemmer ikke afvise, at ansøgeren
ved en tilbagevenden til Afghanistan ville være i risiko for asylbegrundende
forfølgelse, og at det derfor ikke kunne kræves, at ansøgeren under de
nuværende forhold vendte tilbage til Afghanistan. BR12/108
Nævnet stadfæstede i maj 2003 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende en
mandlig statsborger fra Afghanistan, født i 1977. Indrejst i juli 2001. Det fremgår
af sagen, at ansøgeren siden 1999 havde levet i skjul for Taleban på grund
af sin faders tidligere medlemskab af PDPA. Ansøgeren havde været fængslet
og udsat for sult, pisk og trusler af Taleban. Ansøgeren frygtede herudover en
kommandant fra Jamiat-partiet og en anden person. Ansøgeren frygtede kommandanten
på grund af faderens tilknytning til PDPA og den anden person, da
ansøgeren var blevet truet på livet af ham efter en diskussion om religion.
Udlændingestyrelsen lagde i sin afgørelse fra oktober 2002 vægt på, at Taleban
ikke længere er ved magten i Afghanistan, og at de overgreb, ansøgeren havde
været udsat for af Taleban, ikke havde haft en styrke og intensitet, så disse i sig
selv kunne begrunde asyl. Styrelsen lagde vægt på, at ansøgeren havde kunnet
opholde sig i Afghanistan uden væsentlige konflikter med Mujahedin eller
Taleban fra 1992 til 1999, og at ansøgeren ikke selv havde været medlem af en
politisk eller religiøs forening eller et parti. Sluttelig fandt styrelsen ikke, at
ansøgerens konflikter med en kommandant fra Jamiat samt en anden person
kunne begrunde asyl, idet der var tale om to enkeltstående, kortvarige forhold,
167