Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 7 · Praksis i spontansager opdelt efter ansøgernes nationalitet
genævnet fandt endvidere ikke, at de foreliggende oplysninger om de overgreb,
som ansøgeren måtte antages at have været udsat for under fængslingerne,
var af et sådant omfang og karakter, at ansøgeren af denne grund opfyldte
betingelserne for asyl. Flygtningenævnet bemærkede i den forbindelse, at det i
en fremlagt erklæring fra maj 2003 samlet konkluderedes, at ansøgeren udviste
beskedne symptomer på en belastningstilstand. Flygtningenævnet bemærkede
endvidere, at ansøgeren først udrejste af landet mere end et år efter løsladelsen
og uden at være udsat for yderligere overgreb. Ansøgeren opfyldte således ikke
betingelserne for opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7. Flygtningenævnet
fandt endvidere af de ovennævnte grunde ikke grundlag for at udsætte
sagens behandling med henblik på en undersøgelse af, om retssagen stadig verserede.
BR12/211
Nævnet meddelte i november 2003 opholdstilladelse (F-status) til en mandlig
statsborger fra Pakistan, født i 1975. Indrejst i oktober 2001. I 2001 blev ansøgeren
tilbageholdt af det pakistanske politi på grund af, at hans broder var et højtstående
medlem af PPP. Et flertal af Flygtningenævnets medlemmer lagde
ved afgørelsen vægt på indholdet af de foreliggende lægelige undersøgelser,
herunder navnlig en erklæring fra juni 2003 fra Justitsministeriet, Psykiatrisk
Klinik, hvorefter der ikke var tvivl om, at ansøgeren aktuelt var meget belastet
af sin tilstand, og at det kunne ikke afvises, at han også kunne have været udsat
for overgreb, som han havde oplyst om, sammenholdt med, at det fremgik af
de foreliggende journaler fra de Røde Kors centre, hvor ansøgeren var blevet
undersøgt, at ansøgeren allerede fra starten af disse undersøgelser vedholdende
havde forklaret om tortur og følgerne af denne. Flertallet fandt på denne
baggrund ikke at kunne afvise, at ansøgeren – under et besøg i hjemlandet i
sommeren 2001 – havde været udsat for overgreb, svarende til tortur, fra de
pakistanske myndigheders side, som hævdet af ansøgeren, og at ansøgerens
forklaringer, der på flere punkter havde været modstridende og utroværdige,
havde været præget af dårlig hukommelse, blandt andet som følge af denne
tortur. Flertallet fandt herefter ikke, at det burde kræves, at ansøgeren vendte
tilbage til hjemlandet og meddelte derfor ansøgeren opholdstilladelse efter
udlændingelovens § 7, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 711 af 1. august 2001.
BR12/212
Nævnet stadfæstede i december 2003 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende
en kvindelig statsborger fra Pakistan, født i 1956. Indrejst i april 2000. I
1977 blev ansøgeren gift med en syrisk statsborger, med hvem hun fik to døtre.
Ultimo 1999 blev ansøgeren og hendes ægtefælle skilt. I april 2000 indrejste
ansøgeren i Danmark sammen med sin ene datter, og to dage efter ankom også
ansøgerens anden datter til Danmark. Efter indrejsen i Danmark blev hun kon-
237