Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 6 · Udvalgte asylretlige problemstillinger
læste og skrev dansk og måtte anses at være velintegreret. Klageren havde sine
forældre boende i Kosovo og havde ingen familie i Danmark. Det måtte videre
lægges til grund, at klageren i skema vedrørende personlige forhold og tilknytning
til Danmark havde anført, at han ikke havde nogen helbredsmæssige problemer.
Han havde først været til psykiater, efter han fik Udlændingestyrelsens
meddelelse om inddragelse af opholdstilladelse. Efter en samlet vurdering af
ovennævnte forhold fandt Flygtningenævnet, at det ikke kunne antages, at
udsendelsen ville virke særligt belastende for klageren. BR12/51
6.1.4 Serbien og Montenegro (ikke Kosovo)
Udlændingestyrelsen fremsendte i februar 2003 tre prøvesager til nævnet vedrørende
serbisk-montenegrinske statsborgere, hvor Udlændingestyrelsen havde
nægtet at forlænge de pågældendes opholdstilladelse, jf. udlændingelovens
§ 7, idet det oprindelige asylmotiv måtte antages at være bortfaldet som følge
amnestiloven vedtaget af det jugoslaviske parlament den 26. januar 2001.
Flygtningenævnet traf afgørelse i sagerne den 15. december 2003. Sagerne omhandlede
en enlig mandlig ansøger og et samlevende par, hvor den kvindelige
ansøger ikke havde et selvstændigt asylmotiv, men var meddelt konsekvensstatus.
Der var i alle tre sager tale om etniske montenegrinere fra Montenegro.
Flygtningenævnet tiltrådte i sagerne, at grundlaget for klagernes opholdstilladelse
ikke længere var til stede, da de to mandlige ansøgere var omfattede af
den vedtagne amnestilov. I alle sagerne var § 26-hensyn dog til hinder for at
nægte forlængelse af opholdstilladelse. Nedenfor gengives et enkelt eksempel:
Nævnet forlængede i december 2003 opholdstilladelsen for en mandlig statsborger
fra Serbien og Montenegro, født i 1974. Indrejst i maj 1999. Flygtningenævnet
udtalte, at det forhold, at der i klagerens opholdstilladelse af januar
2000 var blevet henvist til den tidligere affattelse af udlængelovens § 19, stk. 2,
hvorefter § 19, stk. 1, ikke fandt anvendelse efter 3 års opholdstilladelse med
henblik på varigt ophold, fandtes ikke allerede af denne grund at være til hinder
for, at inddragelse kunne ske. Nævnet lagde herved vægt på, at klageren
var indrejst efter den 1. januar 1999, hvor bestemmelsen i § 19, stk. 2, var ophævet
ved lov nr. 473 af 1. juli 1998 om ændring af udlændingeloven m.v. Selvom
henvisningen således beroede på en fejltagelse, fandtes klageren ikke herved at
have opnået en anden retsstilling end den gældende på tidspunktet for ansøgningen
om opholdstilladelsen. Heller ikke det forhold, at Udlændingestyrelsen
efter klagerens ovennævnte opholdstilladelse og klagerens ansøgning fra september
2002 om permanent opholdstilladelse foretog partshøring i maj 2003
fandtes at være til hinder for, at inddragelse kunne ske. Nævnet lagde herved
vægt på, at udlændingelovens § 27, stk. 4, var ændret ved lov nr. 140 af 7. marts
1999. Det bemærkedes, at der i partshøringen henvistes bl.a. til amnestilovens
117