Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 6 · Udvalgte asylretlige problemstillinger
født i april 1938. Indrejst i december 1993. Flygtningenævnet udtalte, at klageren,
der var indrejst sammen med sin hustru i 1993 og i oktober 1995 fik meddelt
opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 7, stk. 1, med henblik på
varigt ophold, sammen med hustruen repatrierede til Bosnien-Hercegovina i
1997. Hustruen døde i 2001 efter sygdom, og klageren rejste til Danmark på 90-
dages visum i august 2002, idet han selv havde fået det dårligt og ønskede, at
hans to døtre i Danmark skulle tage sig af ham. Nævnet tiltrådte, at klagerens
opholdstilladelse i Danmark var bortfaldet i medfør af udlændingelovens § 17,
stk. 3, jf. stk. 1, idet klageren og hustruen i 1997 frivilligt havde opgivet deres
bopæl Danmark og havde taget bopæl i hjemlandet. Klageren og hustruens forhold
havde ikke været af en sådan karakter, at der var grundlag for ikke at anse
opholdstilladelsen for bortfaldet, jf. udlændingelovens § 17, stk. 2, idet klageren
efter det foreliggende, også uanset først hustruens og senere klagerens egen
sygdom, kunne have søgt om at komme tilbage til Danmark inden udløbet af
fortrydelsesperioden eller i hvert fald tidligt herefter. BR12/56
Nævnet ophævede i august 2003 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald
af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Uganda, født i maj
1985. Indrejst i oktober 1993. Flygtningenævnet lagde klagerens forklaring til
grund, hvorefter klageren under sit ophold i Danmark havde rettet henvendelse
til politiet i november 1995 på grund af faderens voldelige behandling af
ham, og at klageren i forbindelse hermed var blevet anbragt uden for hjemmet.
Nævnet lagde endvidere til grund, at klageren, der da var 10 år gammel, var
blevet afhentet af sin fader i begyndelsen af december 1995 og var bragt til en
slægtning i Sverige, hvorefter faderen nogle måneder senere havde bragt klageren
tilbage til Uganda. Klageren var indrejst på ny her i landet i oktober 2002.
Nævnet kunne ikke lægge til grund, at klageren forud herfor var blevet gjort
bekendt med Udlændingestyrelsens afgørelse fra september 1996, hvorved klagerens
opholdstilladelse blev anset for bortfaldet. Uanset at klagerens fader
som værge for klageren sædvanligvis fandtes at kunne handle på klagerens
vegne med hensyn til opholdssted, fandt nævnet ikke, at klagerens udrejse
under de anførte omstændigheder, hvor faderen havde afhentet klageren, der
var anbragte udenfor hjemmet, med det angivelige formål at bringe klageren
ud af landet, kunne anses for frivillig. Klagerens opholdstilladelse fra januar
1994 i medfør af den dagældende udlændingelovens § 7, stk. 2, ansås derfor
ikke som bortfaldet. BR12/57
Nævnet stadfæstede i august 2003 Udlændingestyrelsens afgørelse om bortfald
af opholdstilladelse vedrørende en mandlig statsborger fra Somalia, født i
juni 1970. Indrejst i oktober 1993. Klageren rejste i juli 2000 til Somalia, efter at
han i Danmark var blevet opsøgt at nogle personer, der tilbød ham en god løn
123