Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 7 · Praksis i spontansager opdelt efter ansøgernes nationalitet
overbevisende, at der skulle være udstedt amnesti i anledning af overfaldet i
august 2001, forinden der var truffet afgørelse om skyldsspørgsmålet. Uanset
om de pågældende gerningsmænd var meddelt amnesti som led i en generel
amnesti, som af ansøgeren forklaret, fandt Flygtningenævnet, at dette var et generelt
forhold, som ikke var asylbegrundende. Flygtningenævnet tillagde det
også vægt, at ansøgeren havde oplyst, at hun traf beslutning om udrejse i maj
2000 efter, at hendes datter var blevet voldtaget, men at ansøgeren uanset dette
forblev i landet indtil december 2001. Flygtningenævnet fandt herefter ikke,
også henset til de foreliggende baggrundsoplysninger, der ikke støttede ansøgerens
synspunkter, at der var grundlag for at antage, at ansøgeren ved en tilbagevenden
ville være i risiko for en af udlændingelovens § 7 omfattet
forfølgelse. BR12/273
Nævnet stadfæstede i oktober 2003 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende
en mandlig statsborger fra Usbekistan, født i 1966. Indrejst i juni 2002. Flygtningenævnet
fandt, at det forhold, at ansøgeren indledningsvis til asylsagen
opgav urigtig identitet og urigtigt asylmotiv, indebar, at ansøgerens efterfølgende
forklaring om sit asylgrundlag i særlig grad måtte fremstå som overbevisende,
før nævnet kunne lægge den seneste forklaring til grund. Nævnet
bemærkede, at ansøgeren i øvrigt i nævnsmødet havde fremstået som en person,
der var i stand til at redegøre fuldt ud for sine forhold, ligesom der i nævnsmødet
var givet ansøgeren tid til at forklare sig på russisk, hvilket sprog ansøgeren
havde valgt at anvende i nævnsmødet. Nævnet ville efter en vurdering
af ansøgerens oplysninger ikke afvise, at ansøgeren indtil præsidentvalget i
1991 agiterede blandt andet på sin arbejdsplads for partiet ERK og partiets kandidat
Mohammad Salih, men det bemærkedes herved, at ansøgeren havde forklaret,
at hans aktiviteter dengang var lovlige, og nævnet lagde til grund, at
ansøgeren ikke havde haft politiske aktiviteter i tiden efter præsidentvalget.
Selvom nævnet fandt det påfaldende, at ansøgeren skulle opbevare forbudt
politisk materiale i sin kælder i form af cirka 20 aviser fra partiet ERK fra tiden
før præsidentvalget i 1991 i tiden frem til 1995, når ansøgeren samtidig havde
forklaret om, at partiets medlemmer blev forfulgt i tiden efter præsidentvalget,
ville nævnet ikke afvise, at opbevaringen kunne have fundet sted som forklaret.
Nævnet bemærkede dog, at det indgik i nævnets vurdering af ansøgerens forhold,
at han ikke var genstand for myndighedernes interesse i perioden 1992 til
1995. Der forelå for nævnet nogen tvivl om, hvorvidt ansøgeren i 1995 blev
domfældt med fængsel i fire år, men nævnet ville dog ikke afvise, at ansøgeren
kunne være dømt for overtrædelse af § 244, der omhandler personer, der opbevarer
antistatslig litteratur. Det indgik herved i nævnets vurdering af ansøgerens
forhold, at ansøgeren havde forklaret, at han ikke blev dømt efter lovens §
216 om ulovlige aktiviteter. Nævnet fandt videre anledning til at bemærke, at
280