Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 5 · Sager indbragt for internationale organisationer
art. 3 i det land, hvortil tvangsudsendelsen vil ske. Der stilles hermed et krav
om konkretisering af risikoen for overgreb, hvorimod der næppe påhviler klageren
et krav om at kunne bevise, at der foreligger en individualiseret risiko for
overgreb. Denne bevisbyrde er blevet beskrevet som en indsigelsesbyrde med
forpligtelse til at oplyse sagen. Løftes denne bevisbyrde må staten føre bevis
for, at mishandling ikke vil forekomme, eller at der ikke var en forudsigelig risiko
herfor. Der skal i den forbindelse foreligge en reel risiko for mishandling af
en vis grovhed.
5.3 Sager mod Danmark afgjort af FN’s torturkomité i 2003
I beretningsperioden har FN’s torturkomité truffet afgørelse i to sager mod
Danmark.
De to sager, der er refereret nedenfor, kan læses i deres fulde længde på nævnets
hjemmeside www.fln.dk.
5.3.1 Sagen vedrørende en algerisk statsborger
Den første sag, der blev afgjort i 2003, vedrørte en mandlig algerisk statsborger,
der indrejste i Danmark i december 1999. I maj 2001 besluttede Flygtningenævnet
at udsætte sagen, idet ansøgerens advokat overfor Flygtningenævnet havde
oplyst, at ansøgeren kunne blive undersøgt af Amnesty Internationals lægegruppe.
I august 2001 stadfæstede Flygtningenævnet Udlændingestyrelsens afslag
på asyl. Det blev samtidig pålagt den pågældende at udrejse senest 15 dage
efter denne beslutning. Ansøgeren havde under sagen blandt andet forklaret,
at han fra 1990/1991 og frem havde udført militærtjeneste. Ansøgeren havde
videre forklaret, at han i 1998 blev sat i fængsel i to måneder, hvor han dagligt
blev mishandlet af de algeriske myndigheder, herunder udsat for elektriske
stød og stukket med nåle tilsat strøm. Ansøgeren blev beskyldt for at yde støtte
til terrorister, idet myndighederne var blevet bekendt med, at ansøgeren i 1994
under en ferie havde været i kontakt med modstandsfolk fra bevægelsen GIA,
der havde anmodet ansøgeren om støtte, hvilket ansøgeren havde nægtet. Ansøgeren
blev efterfølgende overført til et militærhospital, hvorfra han flygtede.
Ansøgeren forblev i Algeriet ca. et år indtil udrejsen, der fandt sted i december
1999. Ansøgeren havde forklaret, at der var udstedt en arrestordre på ham, idet
han ikke endeligt havde aftjent sin værnepligt. Ansøgeren havde videre forklaret,
at han var indkaldt til militærdomstolen og dømt in absentia. Ansøgeren
havde under sagen fremlagt flere indkaldelser. Ansøgeren frygtede ved en tilbagevenden
til Algeriet de algeriske myndigheder og GIA.
Flygtningenævnet fandt ved sin beslutning af august 2001 ikke, at ansøgeren på
en sammenhængende og troværdig måde havde kunnet redegøre for sit asylgrundlag.
Det blev herved bemærket, at ansøgeren havde forklaret skiftende,
89