Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 4 · Grundlaget for og behandlingen af asylsager
Flygtningenævnet fandt herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgerne var
asylbegrundende forfulgt ved deres udrejse, eller at ansøgerne ville være i risiko
for en sådan forfølgelse ved en tilbagevenden til hjemlandet. BR12/19
Nævnet stadfæstede i april 2003 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende
en statsløs kurder fra Syrien, født i 1974. Indrejst i april 2002. Flygtningenævnet
udtalte, at ansøgeren som sit asylmotiv henviste til, at han i 1999 var tilbageholdt
af de syriske myndigheder i tre dage og udsat for overgreb, og at han i
2001 fik revet en bygning ned af de syriske myndigheder, fordi bebyggelsen lå
for tæt på vejen. Endvidere henviste han til, at han som statsløs kurder blev diskrimineret
i Syrien, og at han som følge af sin illegale udrejse ikke ville kunne
opnå indrejsetilladelse og ville risikere straf. Uanset om Flygtningenævnet lagde
til grund, at ansøgeren i januar 1999 havde været tilbageholdt af de syriske
myndigheder på grund af en beskyldning om, at han havde revet et billede af
præsidenten i stykker, og at han i den forbindelse blev udsat for fysiske overgreb,
fandt Flygtningenævnet ikke, at det i dag kunne begrunde, at der meddeltes
ansøgeren opholdstilladelse. Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at sigtelsen
mod ansøgeren blev frafaldet, at forholdet lå flere år tilbage i tid, og at
ansøgeren havde kunnet opholde sig i hjemlandet i mere end tre år uden at
være blevet udsat for yderligere overgreb. At ansøgeren i 2001 fik revet en bygning
ned af de syriske myndigheder, fordi bygningen var opført for tæt på
vejen, og at ansøgeren ikke turde klage over dette, fandt Flygtningenævnet ikke
kunne begrunde, at ansøgeren meddeltes asyl. Det forhold, at ansøgeren var
statsløs kurder fandtes ikke i sig selv at kunne anses for asylbegrundende, og
ansøgerens udrejseforhold fandtes ikke at kunne føre til en ændret vurdering.
Flygtningenævnet fandt således, at ansøgeren ikke forud for sin udrejse havde
været udsat for en konkret og individuel forfølgelse, og fandt heller ikke, at
ansøgeren ville være i risiko herfor ved en tilbagevenden til hjemlandet. Ansøgeren
opfyldte herefter ikke betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse i
medfør af udlændingelovens § 7. BR12/20
Nævnet stadfæstede i november 2003 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende
et ægtepar fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro, født i 1970
(M) og 1973 (K), samt to børn. Indrejst i december 2002. Flygtningenævnet lagde
til grund, at ansøgerne er etniske albanere og muslimer fra Mitrovica i Kosovo-provinsen.
Det lagdes endvidere til grund, at ansøgerne blev fordrevet fra
hjembyen af serberne i foråret 1999 i forbindelse med krigen i Kosovo. Ansøgerne
havde som asylmotiv henvist til, at den mandlige ansøger i 1998 blev udsat
for et voldeligt overgreb begået af serbere, at den kvindelige ansøgers moder og
søster forsvandt under flugten fra hjembyen i 1999, samt at den kvindelige
ansøger ligeledes under flugten blev udsat for voldtægt begået af serbiske sol-
67