Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 4 · Grundlaget for og behandlingen af asylsager
overgreb. Nævnet fandt på denne baggrund, at det ikke var sandsynliggjort, at
ansøgeren personligt var i en særlig risiko for forfølgelse i sit hjemområde. Da
endvidere de generelle forhold for Reer Hamar-klanen ikke i sig selv kunne
begrunde asyl, jævnfør herved oplysningerne i Udlændingestyrelsens rapport
fra fact-finding mission fra den 11. til den 25. januar 2003, fandtes ansøgeren
ikke at opfylde betingelserne for meddelelse af opholdstilladelse efter udlændingelovens
§ 7, stk. 1. Nævnet fandt heller ikke, at ansøgeren havde sandsynliggjort,
at han ved en tilbagevenden til hjemlandet ville være i en reel risiko for
dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende
behandling, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. BR12/13
Nævnet stadfæstede i oktober 2003 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende
en mandlig iransk statsborger, født i 1978. Indrejst i september 2002. Da
ansøgeren var tre år, blev familien tvangsflyttet fra Iran til Altash-flygtningelejren
i det nordlige Irak. I 1995 begyndte ansøgeren at have aktiviteter for Kurdistans
Demokratiske Parti i Iran (KDPI). I perioden 1997 til 2002 var ansøgeren
partisan for KDPI. Flygtningenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren
efter sine egne oplysninger ikke havde opholdt sig i Iran siden han var ganske
lille, at han havde været medlem af KDPI i en årrække, og at han i denne
forbindelse ikke havde deltaget i direkte konfrontationer med iranske myndigheder,
men alene udført aktiviteter under kortvarige ophold på iransk territorium
i form af uddeling af skriftligt materiale og anden form for propagandavirksomhed.
Flygtningenævnet fandt det under disse omstændigheder ikke
sandsynliggjort, at ansøgeren var blevet profileret i forhold til de iranske myndigheder.
Flygtningenævnet fandt herefter ikke grundlag for at antage, at ansøgeren
opfyldte betingelserne for opholdstilladelse efter bestemmelserne i flygtningekonventionen,
jf. udlændingelovens § 7, stk. 1, og fandt ej heller, at der var
reel og nærliggende risiko for, at ansøgeren ved en tilbagevenden til Iran ville
blive underkastet dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende
behandling eller straf, jf. udlændingelovens § 7, stk. 2. BR12/14
Nævnet stadfæstede i oktober 2003 Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende
en kvindelig statsborger fra Kosovo-provinsen i Serbien og Montenegro,
født i 1982. Indrejst i september 2002. Ansøgeren er etnisk albaner og muslim. I
sommeren 2002 flyttede ansøgeren sammen med sin samlever, der er etnisk
ashkali og muslim. Ansøgerens familie ville herefter ikke have noget med ansøgeren
at gøre på grund af samleverens etnicitet. Flygtningenævnet lagde ansøgerens
forklaring til grund. Det fremgik heraf, at ansøgeren havde haft meget
voldsomme, traumatiserende krigsoplevelser, der blandt andet indebar, at hun
selv var blevet voldtaget. Det var mere end tre år siden, at de pågældende begivenheder
fandt sted, og magtforholdene i hjemlandet var nu ændret. Det frem-
60