Kapitel 1 - Flygtningenævnet

Kapitel 7 · Praksis i spontansager opdelt efter ansøgernes nationalitet
blev ansøgeren overvåget i en periode, og på et tidspunkt genoptog han sit politiske
arbejde. I marts 2000 deltog ansøgeren i et møde, hvor myndighederne
kom til stede. Tre af ansøgerens kammerater blev anholdt, medens det lykkedes
for ansøgeren at flygte. Efter blandt andet nogle måneders ophold i Libanon
flygtede ansøgeren til Danmark. I erklæring fra februar 2003 fra Retsmedicinsk
Institut, Syddansk Universitet, fremgik det, at ansøgeren havde været udsat for
tortur som af ham beskrevet. Flygtningenævnet udtalte, at under hensyn til, at
ansøgeren havde været tilbageholdt i mere end to år og i den forbindelse udsat
for tortur, at han efter løsladelsen var under opsyn, at han herefter genoptog sit
politiske arbejde, og endelig at han formentlig igen var blevet anholdt, hvis det
ikke var lykkedes ham at flygte i marts 2000, fandt nævnet, at ansøgeren ved
sin udrejse var i en asylbegrundende situation, ligesom det måtte formodes, at
ansøgeren også ville være i en asylbegrundende risiko for forfølgelse ved sin
tilbagevenden til Syrien. Da ansøgeren var blevet forfulgt af de syriske myndigheder
på grund af sit politiske arbejde, fandt nævnet herefter, at ansøgeren
opfyldte betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens
§ 7, stk. 1. BR12/262
Nævnet stadfæstede i juli 2003 en afgørelse truffet af Udlændingestyrelsen
vedrørende en kvindelig statsborger fra Syrien, født i 1973. Indrejst i november
2000. Flygtningenævnet fandt ikke at kunne lægge til grund, at ansøgeren var
kommet i et asylbegrundende modsætningsforhold til de syriske myndigheder.
Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren ikke havde udøvet politiske aktiviteter
af nogen art, og at ansøgeren udrejste legalt på eget pas. Den omstændighed,
at ansøgeren havde været omtalt i pressen, fandtes ikke under de angivne
omstændigheder at være asylbegrundende. Nævnet fandt heller ikke grundlag
for at antage, at ansøgeren skulle blive forfulgt af de syriske myndigheder som
følge af, at hun var udrejst med sit barn og havde været udrejst af landet i flere
år. Uanset om det lagdes til grund, at ansøgeren havde giftet sig uden samtykke
fra sine mandlige familiemedlemmer og havde været udsat for vold og trusler
fra sin ægtefælles side, fandt nævnet ikke, at der var tale om forhold, der kunne
begrunde, at ansøgeren skulle have meddelt asyl. Nævnet lagde vægt på, at der
var tale om forhold af privatretlig karakter og fandt, at ansøgeren kunne henvises
til at søge beskyttelse hos myndighederne. Nævnet fandt herefter ikke tilstrækkeligt
grundlag for at antage, at ansøgeren var asylbegrundende forfulgt
ved sin udrejse, eller at ansøgeren ville være i risiko for en sådan forfølgelse ved
en tilbagevenden til hjemlandet. Det indgik endvidere i nævnets vurdering, at
ansøgeren først søgte asyl i forbindelse med, at hendes visum til ophold i Norge
udløb. Ansøgeren opfyldte herefter ikke betingelserne for opholdstilladelse
efter udlændingelovens § 7. BR12/263
272